TV: Zlatan brillerede med Laudrup-genialitet

Zlatan Ibrahimovic kom i fokus i PSG's 4-1-sejr over Lens lørdag eftermiddag med et fornemt chip, der ledte tankerne mod Michael Laudrup

Zlatan Ibrahimovic eller Michael Laudrup - hvem er det største fodboldnavn nogensinde i Skandinavien?

Det er naturligvis svært at lave et regnestykke og nå frem til et objektivt facit, men der behøver nok ikke diskuteres længe om, at de to spillere har været to af de allerstørste spillere, der er kommet ud af Skandinavien.

Og når den ene af de to kopierer den andens genialitet på banen, bliver det næsten ikke større. Michael Laudrup var kendt for mange ting - men især hans chip over modstanderes forsvar var et kendt varemærke. Hvem husker ikke playmakerens elegante aflevering til Ebbe Sand over Nigerias forsvar til VM-slutrunden i Frankrig i 1998?

Se også: Håndboldstjernes kone: Mit barn skal hedde Zlatan

Eller hans fabelagtige lob til brasilianske Romario, da de begge tørnede ud i Barcelona?

I Sverige har de som bekendt Zlatan Ibrahimovic, som også kan diske op med tekniske lækkerier fra tid til anden.

Og i weekenden, da PSG slog Lens med 4-1 i Ligue 1, viste svenskeren sig fra sin allerbedste side. Og en side, som mindede meget om Michael Laudrup.

10 minutter før tid afleverede argentinske Javier Pastore bolden til Zlatan og løb videre ind i Lens' felt. Svenskeren registrerede straks det fine løb fra Pastore - men i stedet for at sende en almindelig aflevering afsted, lobbede den 33-årige angriber bolden over forsvaret i ren Laudrup-stil til sin holdkammerat, der takkede for Zlatans genialitet ved at eksekvere sikkert til 4-1.

Zlatan udtalte sig 2010 om netop Michael Laudrup i TV2s sportsprogram LPS, hvor svenskeren blandt andet kaldte Laudrup for en atypisk skandinavisk spiller.

- Han var en fantastisk spiller. Han var en spiller, der gjorde andre spillere bedre. Michael Laudrup var samtidig en meget anderledes skandinavisk spiller. Han var ikke en typisk skandinavisk spiller, for han kunne lave afleveringer, og han så løsninger, som ingen andre så, sagde svenskeren.

Hvis Laudrups varemærke var de elegante chip, er Zlatans nok de umulige mål, som han fra tid til anden mestrer at score.

Her kan du gense hans helt fænomenale saksesparksmål fra 40 meter mod England i en venskabskamp fra 2012.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere