Der er høje forventninger til den målfarlige supertrio i Paris Saint-Germain. Messi, Mbappé og Neymar har dog stadig til gode at folde sig ud i Paris.
Efter at det skuffende kun blev til 1-1 i midtugen i Champions League mod Club Brugge, havde den franske hovedstadsklub søndag aften store problemer hjemme mod Lyon i den franske Ligue 1.
Med et kvarter tilbage af kampen stod der stadig 1-1, og PSG's træner Mauricio Pochettino valgte at tage Messi ud for at få friske kræfter på banen.
På vej mod bænken virkede Messi ikke ligefrem glad for træner Pochettinos beslutning om at skifte ham ud, og de to argentinere udvekslede ord, imens Messi valgte at ignorere trænerens udstrakte hånd.
På pressemødet efter kampen prøvede Mauricio Pochettino at afdramatisere hændelsen ved at fortælle, at træneren bliver nødt til at tage beslutninger med spillernes og holdets bedste in mente.
- Nogle gange fungerer det, og andre gange gør det ikke. Nogle gange er spillerne tilfredse med det, og andre gange er de ikke. I sidste ende er det derfor, vi er her.
- Den slags beslutninger skal en træner træffe. Hvad angår hans reaktion, spurgte jeg ham bare, hvordan han havde det, og han sagde, at han var okay. Det var dét, sagde Pochettino ifølge Reuters efter kampen.
PSG endte med at tage sejren i overtiden, da indskiftede Mauro Icardi afgjorde kampen med scoringen til 2-1.
Med sejren ligger PSG i spidsen af den franske Ligue 1 med 18 point ud af 18 mulige.