Zlatan-hattrick sender PSG i pokalfinalen

Zlatan Ibrahimovic tryllede og lavede hattrick, da Paris SG sikrede sig vej til finalen i den franske pokalturnering ved at slå Saint Etienne 4-1 i semifinalen

Zlatan var altafgørende onsdag aften. (Arkivfoto: AP)
Zlatan var altafgørende onsdag aften. (Arkivfoto: AP)

Zlatan Ibrahimovic er et fænomen, der bliver ved med at bringe sig selv i fokus, og onsdag aften var ingen undtagelse for den svenske superstjerne. Nærmest på egen hånd bookede han finalebilletter til Paris Saint Germain i den franske pokalturnering.

Den stenrige hovedstadsklub besejrede Saint Etienne med 4-1 i semifinalen, og Zlatan Ibrahimovic viste klassen og scorede hattrick.

Svenskeren var først på pletten efter 21 minutter, da han omsatte et straffespark til 1-0, men kort efter udlignede Saint Etienne til 1-1, som også var stillingen ved pausen. Denne stilling ændrede Ezequiel Lavezzi på efter en time, da han gjorde det til 2-1.

Og så overtog Zlatan Ibrahimovic ellers showet. I de sidste ti minutter scorede angriberen to gange og sikrede PSG sejren.

Efter 81 minutter gjorde Zlatan Ibrahimovic det til 3-1 med sit andet mål, som samtidig var lidt af en perle, hvor Zlatan på smukkeste vis rundede Saint Etienne-keeperen og scorede, og i de døende minutter slog han sejren fast og fuldbyrdede sit hattrick med scoringen til 4-1.

I finalen venter Auxerre på Paris Saint Germain.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere