Verdens bedst betalte træner er hverken Pep Guardiola eller Jürgen Klopp.
Mange peger ellers på enten spanieren eller tyskeren som verdens bedste træner, men på lønfronten får de baghjul af Diego Simeone.
Argentineren har i mange sæsoner lavet store resultater i Atlético Madrid, og han er så vigtig for projektet i hovedstadsklubben, at han er på en kontrakt ud over det sædvanlige.
Den franske sportavis L'Équipe har lavet en opgørelse over verdens bedst betalte trænere, og ifølge den franske avis tjener Simeone 43,6 mio. euro om året. Det svarer til 325,8 mio. kr.
Dermed er den argentinske jernnæve langt foran sine kolleger.
Pep Guardiola ligger nummer to med en årlig indtægt i Manchester City på 174 mio. kr., mens Jürgen Klopp og José Mourinho ifølge L'Équipes oplysninger får 131 mio. kr. i henholdsvis Liverpool og Tottenham.
På femtepladsen på lønningslisten er Real Madrid-træner Zinedine Zidane, der tjener godt 125,5 mio. kr. om året. Det er godt 200 mio. kr. mindre end kollegaen i den anden ende af byen ...
Diego Simeone førte Atlético Madrid til et overraskende mesterskab i 2014 og har vundet Europa League to gange med klubben.
I både 2014 og 2016 var Atlético Madrid i Champions League-finalen, men tabte i begge tilfælde til lokalrivalen Real Madrid.
I denne sæson har Diego Simeone ikke haft den store succes. Atlético ligger kun nummer seks i La Liga og er ude af pokalturneringen.
I Champions League er de stadig med. Her venter Jürgen Klopps Liverpool i 1/8-finalen.
Sviner Barcelona til: - En klub af klovne