Han tager Europa med storm: Barça pønser på kæmpe transfer

Serbiske Luka Jovic har været rygtet til flere af de europæiske topklubber, og nu ser Barcelona ud til at have åbnet spurten i kampen om 'den nye Suarez'

Det er ikke kun i Bundesligaen, Luka Jovic bomber løs - også mod Inter i Europa League afgjorde han sagerne forrige uge. Video: Discovery Networks Danmark

I begyndelsen af sæsonen blev han den yngste spiller til at score fem mål i samme Bundesligae-kamp. da han førte kniven i Eintracht Frankfurts 7-1 nedslagtning af Düsseldorf.

I onsdag beviste han så, at han også kan gøre ondt på landshold. Med sin første træffer for Serbien sendte han Balkan-nationen på 1-0 mod Tyskland.

Luka Jovic har haft en forrygende sæson, og det er ikke gået ubemærket hen på flere af de største fodbold-adresser i Europa.

Både Real Madrid og FC Barcelona skulle have den 21-årige bomber på radaren, og fra catalansk side vil de angiveligt gøre alvor af interessen.

Ifølge Bild har Barcelona nemlig besluttet, at den unge serber, der af sin landstræner bliver sammenlignet med Luis Suarez, skal hentes til Catalonien som erstatning for netop den aldrende uruguayaner.

Jovic er i gang med sin anden sæson på udlån hos Frankfurt fra Benfica, men tyskerne har en købs-option på angriberen, som de efter alt at dømme vil indløse, inden de sælger ham videre til sommer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jovic har netop bragt Serbien i front og Neuer i knæ. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Jovic har netop bragt Serbien i front og Neuer i knæ. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
 

Med 15 mål i Bundesligaen og syv i Europa League, indtil videre, har Jovic vist sig som både en habil og alsidig afslutter.

Desuden har han i en ung alder formået at blive en succes, på trods af et skuffende skifte til Portugal, efterfulgt at en mindre nævneværdig første sæson hos Frankfurt, hvor de fleste optrædener for serberen kom fra bænken.

Som angriber har Jovic vist sig både at fungere som eneste mand på toppen eller ved siden af en angrebs-makker.

Og når alsidigheden kombineres med en blændende fysik og et godt fodbold-hoved, er det ikke svært at forstå, at de høje herrer på Camp Nou kan se perspektiver i at placere den unge serber ved siden af Lionel Messi.

Hvis spanierne skal gøre sig forhåbninger om at færdiggøre handlen, skal de dog ifølge Bild hoste op med i omegnen af 50-60 millioner euro. Et beløb de efter sigende skulle være indstillede på at bruge.

Om de så formår at lukke handlen foran næsen på konkurrenterne, bliver vi formentlig klogere på inden længe.

Sikkert er det, at Jovic, der som 16-årig blev den yngste målscorer i Røde Stjernes historie, allerede har groet frøene til det, der kan blive en storslået karriere.

Se også: Utrolige scener: Her går stortalent fuldstændig mål-amok

Se også: Forsvarsbrøler sender målløse Inter ud af Europa

Se også: Skrev historie med mål-show: Real Madrid jagter Bundesliga-hit

9 kommentarer
Vis kommentarer