Død mand sladrer ikke, siges det.
Men da FIFA her til morgen udpegede afdøde Julio Grondona som skurken, der - uden FIFA's vidende - havde brugt forbundets konti til at kanalisere ti mio dollars i bestikkelse videre, så endte storkorrupte Grondona med at sladre fra graven.
For FIFA's forsøg på at inddæmme konsekvenserne af de massive beskyldninger om korruption endte med at efterlade fodboldens kejser Sepp Blatter totalt blottet - som en moderne udgave af 'Kejserens Nye Klæder.'
FIFA udpegede nemlig sin bekvemme skurk uvidende om, at det sydafrikanske medie SABC allerede flere timer tidligere havde afsløret et brev, der blotlagde at FIFA ikke var ved at afdække sandheden ved at beskylde et lig, men i praksis var i gang med at beskytte organisationens - spillevende - topfolk.
Se godt på brevet her. Det er adresseret til Jérôme Valcke. FIFA's generalsekretær. Sepp Blatters højre hånd.
De ti mio dollars omtalt i brevet står centralt i FBI's undersøgelse af FIFA - helt specifikt i det såkaldte anklagepunkt 192. Pengene blev efter FBI's opfattelse kanaliseret fra Sydafrikas VM-organisation gennem FIFA's bankkonto til den korrupte Jack Warner, præsident i søster-organisationen CONCACAF.
Dansk UEFA-medlem glæder sig over Blatters exit
Pengene var betaling for Warners støtte til at bringe VM til Sydafrika.
- 2. januar 2008, 31. januar 2008 og 7. marts 2008 foranledigede en højtplaceret FIFA-ansat at 616.000 dollars, 1.600.000 dollars og 7.784.000 dollars - i alt 10.000.000 dollars - blev overført fra en FIFA-konto i Schweiz til en Bank of America-konto i New York, en konto der tilhørte CFU og CONCACAF, men som blev kontrolleret af den sigtede Jack Warner via Republic Bank i Trinidad og Tobago, lyder det i det omtalte anklagepunkt 192.
DBU: Sepp Blatter kunne ikke fortsætte
FIFA's kommunikationsdirektør Delia Fischer påstod her til morgen i en email til Press Association, at pengene var blevet håndteret af afdøde Julio Grondona, der var formand for organisationens finans-komite.
En forklaring som bliver blæst til atomer af brevet her.
Af det fremgår det, at det direkte var Sepp Blatters højre hånd, Jérôme Valcke, der skulle sørge for at smøre Jack Warner.
Dermed rykkede korruptionen helt ind på skødet af urørlige Blatter. Og FIFA blev i processen afsløret som en organisation mere optaget af at beskytte skurke - frem for at få dem frem i lyset.
Det kunne udødelige Sepp Blatter ikke overleve.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.