Historisk drømmedebut: Aldrig sket før

Anders Dreyer blev mandag aften den første debutant til at lave hattrick i den bedste russiske liga

Anders Dreyer fik en fantastisk debut for Rubin Kazan med tre kasser og titlen som kampens spiller. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Anders Dreyer fik en fantastisk debut for Rubin Kazan med tre kasser og titlen som kampens spiller. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Anders Dreyer fik en ganske fornem start på tilværelsen i Rusland, da han mandag aften debuterede for Rubin Kazan med et hattrick og æren som kampens spiller i 4-0-sejren over Ural.

Og ikke nok med det. Den danske debut var også historisk, da det ifølge Rubin Kazan aldrig tidligere er lykkedes en debutant i den bedste russiske liga at lave hattrick. Det skriver de på Twitter.

Opta Sports, der leverer statistik fra sportsverdenen, bekræfter historien. I hvert fald tilbage til 2008, hvor de startede med at opsamle data fra Rusland.

Artiklen fortsætter under tweetet..

Hovedpersonen var naturligvis glad for at score karrierens andet hattrick.

- Jeg har sådan en bold derhjemme, og nu vil der være to. Det bliver godt at se dem side om side, lød det fra Anders Dreyer, som traditionen foreskriver skyndte sig at få kampbolden med sig.

Anders Dreyer scorede også hattrick for Esbjerg i en Superliga-kamp mod Silkeborg i 2018. På blot 17 minutter i øvrigt.

Opta skriver samtidig, at den tidligere Real Madrid-spiller Royston Drenthe var den hidtil hurtigste til at score hattrick i ligaen. Hollænderen måtte dog vente til sin femte kamp med at score tre gange for sin daværende klub Spartak Vladikavkaz mod Mordovia Saransk.

Udover tremålsskytten var også danske Oliver Abildgaard med i hele kampen for Rubin Kazan. Han så gult efter 55 minutter.

Du kan se Anders Dreyers mål i tweetet nedenfor

Solgt for 55 millioner
23-årige Anders Dreyer skiftede noget overraskende fra FC Midtjylland til russisk fodbold 28. august. Han kostede i omegnen af 55 millioner danske kroner, men er altså allerede begyndt at betale tilbage på banen.

Dreyer kom til FC Midtjylland i januar 2020 fra Brighton i England, hvor han aldrig formåede at spille sig på holdet efter skiftet fra Esbjerg i 2018. Undervejs var han udlejet til skotske St. Mirren og hollandske Heerenveen.

Han står noteret for 21 U21-landskampe, men har endnu sin debut på A-landsholdet til gode.