18-årig dansker i topform for Twente

Joachim Andersen glæder sig over, at han kan snakke dansk med Andreas Bjelland i Twentes centrale forsvar

Joachim Andersen (t.v.) har tilkæmpet sig en plads i Twentes centerforsvar ved siden af Andreas Bjelland.
Joachim Andersen (t.v.) har tilkæmpet sig en plads i Twentes centerforsvar ved siden af Andreas Bjelland.

FC Twente har økonomiske problemer, klubben er blevet fratrukket point og kan sandsynligvis se frem til at miste et par profiler efter sæsonen. Det er med andre ord ikke den sjoveste periode for klubben fra Enschede.

Midt i det hele render der dog en ung dansker rundt, som nok har svært ved at skjule et lille smil. 18-årige Joachim Andersen er nemlig kommet til at spille en større rolle for Twente i denne sæson, end han nok havde regnet med. Den tidligere FCM-spiller har fået en masse spilletid på det seneste, og han har allerede scoret sit første mål for Twente.

Og Joachim Andersen nyder succesen, og han er især glad for makkerskabet med landsmanden Andreas Bjelland i det centrale forsvar.

- Jeg føler mig mere komfortabel for hver dag, og jeg er glad for, hvordan det går. Det er også en fordel, at jeg nede i forsvaret kan kommunikere på dansk med Andreas Bjelland. Jeg er god i duellerne, men synes også, jeg kan spille fodbold. Jeg har dog også fokus på ikke at tage alt for store risici. Nogle gange kan det være en fordel bare at hamre bolden ud af stadion, siger Joachim Andersen til De Telegraaf.

Twente er i denne sæson blevet fratrukket seks point på grund af klubbens dårlige økonomi, og Joachim Andersen gør sit bedste for ikke at lade sig påvirke af situationen i klubben.

- Jeg prøver ikke at tænke for meget på det. Klubben er i en vanskelig situation, og det påvirker mange mennesker, men jeg synes, vi har vist, at vi kan stå sammen, lyder det fra Joachim Andersen.

Twente er på 11. pladsen i Æresdivisionen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere