7-0: Se danske spillere i totalt sammenbrud

Nicolai Jørgensen meldte pludselig afbud til lokalderby i Rotterdam, men Feyenoord kom ikke til at savne ham. Se alle målene fra den vanvittige nedsabling her

Der har aldrig hersket tvivl om, hvem der er storebror og lillebror rent fodboldmæssigt i hollandske Rotterdam.

Dertil har Feyenoord været alt for dominerende faktor i både hollandsk og europæisk sammenhæng i årtier.

Søndag blev der ikke ændret ved det.

Sparta Rotterdam ligger stadig og roder rundt i skyggen efter at have fået alvorlige klø af bysbørnene søndag.

7-0 tabte Sparta, der havde Frederik Holst i startopstillingen på højre back.

Nicholas Marfelt sad på bænken de første 76 minutter.

Til gengæld var Nicolai Jørgensen ingen steder at se for Feyenoord. Hverken på banen, bænken eller tribunen.

Den danske landsholdsangriber havde kort før kampstart meldt afbud som følge af familiære årsager. Hvad der mere præcist ligger bag, melder historien ikke noget om.

Jørgensen var, som cifrene antyder, ikke savnet.

Da de første ti minutter var gået, stod der 2-0. Det tredje mål faldt efter et kvarter, og så var der langt i mål for Sparta-spillerne.

Tonny Vilhena, der havde scoret det første mål, scorede til 4-0 efter 28 minutter, og så lykkedes det Sparta at lukke lidt af frem til pausen.

Renato Tapia skulle dog kun bruge tre minutter af 2. halvleg, før han havde gjort det til 5-0. Yderligere to scoringer efter henholdsvis 71 og 88 minutter sikrede den totale ydmygelse.

Ingen af de to klubber ser ud til at få en mindeværdig sæson. Sparta ligger næstsidst, mens Feyenoord er nummer fem - hele 14 point efter PSV Eindhoven på førstepladsen.

Champions League - 7. dec. 2017 - kl. 09:08 Hvad sker der lige her? Er det alle tiders mærkeligste CL-pressemøde?

Sport og Spil Brøndby-ejer: Guldet er på vej

8 kommentarer
Vis kommentarer