Ajax skuffer trods Schöne-assist

Ajax tabte et skridt i den hollandske topstrid, da Amsterdam-klubben måtte nøjes med 1-1 i Utrecht

Lasse Schönes assist var ikke nok for Ajax i opgøret mod Utrecht. (Foto: PA)
Lasse Schönes assist var ikke nok for Ajax i opgøret mod Utrecht. (Foto: PA)

Ajax har fortsat svært ved at lave mål, og søndag eftermiddag blev det dyrt, da danskerklubben på udebane måtte nøjes med 1-1 mod Utrecht i Æresdivisionen.

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne stod for oplægget til Ajax' føringsmål, da hans hjørnespark kort efter pausen blev snittet videre ved forreste stolpe, og Ramon Leeuwin efterfølgende var uheldig at sende bolden ind bag sin egen målmand.

Se også: Dansk teenager kommer på måltavlen i hollandsk fodbold

Allerede i første halvleg havde danskeren med den følsomme højrefod skabt panik i Utrechts defensiv, da han skruede et frispark på overliggeren.

Ajax, for hvem Nicolai Boilesen var anfører, havde generelt bolden meget, men skabte kun få oplagte målchancer, og Utrechts pres blev hårdere og hårdere, som tiden gik.

Fem minutter før tid gik det så galt for Ajax, da Gevero Markiet udnyttede tøvende forsvarsspil og kunne sætte udligningen ind bag Jasper Cillessen i Ajax-målet.

Se også: Ajax ude - her er de otte hold videre i Europa League

I tabellen har PSV Eindhoven et så stort forspring, at det for Ajax først og fremmest handler om at forsvare andenpladsen, som efter sommerferien giver kvalifikationskampe til Champions League.

Nærmeste forfølger, Feyenoord, imponerede søndag med en klar 4-1-sejr på udebane over AZ Alkmaar, der havde Simon Poulsen med i forsvarskæden. Feyenoord er nu seks point efter Ajax.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere