AMSTERDAM (Ekstra Bladet): I de små gader i Amsterdams centrum vrimler det med unge, smilende kvinder. Men det frister ikke umiddelbart Christian Eriksen og Nicolai Boilesen.
De to landsholdsspillere er stadig singler, og måske har det noget med udvalget at gøre, afslører de, da Ekstra Bladet sætter dem stævne 35 kilometer fra 'syndens' by med det berygtede Red Light District og coffeeshops som turistmagneter.
- Der er så mange turister i Amsterdam, siger Christian Eriksen med slet skjult henvisning til, at han endnu ikke er imponeret over kvaliteten hos de hollandske piger. Når Eriksen kommer hjem efter træning og kamp, står ingen klart med kys og kram.
- Skriv bare, vi er singler, smiler Eriksen, mens Boilesen griner i baggrunden. De to er i fritiden på jagt efter kærligheden, og selvom de trives i Holland, mangler de især en ting fra Danmark:
Danske piger i top
- Jeg er ked af at sige det, men jeg savner pigerne. Jeg har respekt for de hollandske piger, men de er altså bare lidt bedre i Danmark, griner Eriksen højlydt.
- Tøserne er rigtig søde i Danmark. Vi taler tit om, at vores standard går lidt ned, når vi har været længe i Holland. Så kigger man efter noget, man normalt ikke ville kigge efter, siger Boilesen.
Savner i en kæreste?
- Nej, lige nu er det fint at være single. Men jeg skal da have en fast kæreste på et tidspunkt og en kone senere. Når man sidder her alene, havde det ikke gjort noget med en kæreste.
- Men jeg ved ikke, om jeg savner en. Jeg har aldrig haft et længere forhold. Det har jeg ikke haft tid til på grund af fodbolden, siger Eriksen, og tilføjer, at han da får lidt flere tilbud fra piger, fordi han er stjerne.
- Der kommer da lidt beskeder på Facebook, men for os handler det om at sortere, hvad der er sandt og falsk. Nogle vil kun være sammen med os, fordi vi har et navn, uddyber Boilesen.
Læs hele interviewet med de to singler i dagens udgave af Ekstra Bladet