Arnesen: Eriksen ikke klar til Barça

De tidligere Ajax-stjerner Frank Arnesen og Søren Lerby mener at Christian Eriksen skal blive i Ajax et par år endnu for at udvikle sig

Frank Arnesen og Søren Lerby - her sammen med Allan Simonsen og Preben Elkjær - spillede sammen i Ajax, hvor de begge prøvede at bære anførerbindet. (Arkivfoto: Mogens Berger/Polfoto)
Frank Arnesen og Søren Lerby - her sammen med Allan Simonsen og Preben Elkjær - spillede sammen i Ajax, hvor de begge prøvede at bære anførerbindet. (Arkivfoto: Mogens Berger/Polfoto)

CIRKUSBYGNINGEN (ekstrabladet.dk): Storklubber som Chelsea og Manchester City sværmer om den unge, danske midtbanestjerne Christian Eriksen, men han rådes nu af to af Danmarks mest succesfulde spillere gennem tiderne til at blive i Ajax et par år endnu.

Hør Christian Eriksen fortælle om nomineringen som årets danske spiller i klippet ovenover

Frank Arnesen og Søren Lerby ankom mandag aften til Cirkusbygningen i København, hvor der afholdes Dansk Fodbold Award 2011.

Skal ikke forhaste sig
Her skal årets danske spiller senere kåres, og en af de nominerede er unge Eriksen.

Ifølge Arnesen og Lerby er der nærmest ingen grænser for, hvor god han kan blive, men han skal ikke forhaste sig i bestræbelserne på at spille for en af verdens bedste klubber.

- Hvis han skiftede til en rigtig stor klub som Manchester United eller Barcelona, er det ikke sikkert, han ville komme på holdet. Så hvorfor ikke blive i Ajax et år eller to endnu, siger Frank Arnesen.

Kan blive lederfigur
- Han kan blive en stor spiller, og er allerede stamspiller i Ajax, hvor han kan blive en lederfigur, mener både Arnesen og Leby, og de ved hvad de taler om - begge har de prøvet at være anfører for Amsterdam-mandskabet.

De glæder sig over udviklingen i dansk fodbold, hvor unge talenter for alvor er begyndt at blomstre op.

Går en stor tid i møde
- Jeg tror, vi går en stor tid i møde på grund af talenter som Eriksen, siger Søren Lerby.

Midtbanekreatørens rivaler til titlen som årets spiller er Michael Krohn-Dehli, Niki Zimling og William Kvist.