Boilesen båret fra banen i drama

TV: Stort drama i opgøret mellem PSV og Ajax: Danske Nicolai Boilesen skadet og PSV's målmand båret livløs væk

Boilesen var i stærke smerter, da han blev båret fra banen. (Foto: Stanley Gontha)
Boilesen var i stærke smerter, da han blev båret fra banen. (Foto: Stanley Gontha)

Den 19-årige landsholdskomet Nicolai Boilesen er blevet skadet i kamp for sin hollandske klub Ajax Amsterdam, som også havde Christian Eriksen med fra start.

I søndagens storkamp mod PSV blev han hægtet bagfra af Jeremain Lens, og han faldt om med tilsyneladende meget stærke smerter.

Episoden skete efter 17 minutter.

Båret væk iført nakkekrave
I slutningen af 1. halvleg blev der stille på stadion, da hjemmeholdet PSV's polske målmand Przemyslaw Tyton fik et knæ i hovedet af en medspiller og lå livløs på græsset bagefter.

Kampen blev afbrudt i et kvarter, mens han modtog behandling på stedet, og han blev bagefter båret væk iført nakkekrave - stadig livløs.

Den ubehagelige ulykke skete, da Tyton styrtede ud af målet for at samle en løs bold op, mens forsvareren Timothy Derjick gled tilbage for at cleare, og ved sort uheld ramte sin målmand med meget stor kraft.

TV-klip af skaden er lagt på Youtube. Vi advarer om, at det er meget ubehagelige billeder.

Opdateret: Tyton er kommet til bevidsthed på hospitalet, men ifølge de første meldinger har han meget svære kvæstelser i hovedet.

Usikkerhed om Boilesens skade
Hvad angår Boilesens skade, har han ifølge de første meldinger pådraget sig en fiberskade i baglåret, og det er endnu uvist, hvornår han bliver spilleklar igen.

Hans næste opgaver for landsholdet er de vigtige EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal henholdsvis 7. og 11. oktober.

Kampen sluttede 2-2, og Eriksen havde en fod med, da Ajax udlignede til slutresultatet.

Roma-målmand sparket i hovedet
Så sent som lørdag aften blev en anden målmand alvorligt skadet.

Roma-keeper Maarten Stekelenburg blev sparket i hovedet af Inters Lucio i en duel om bolden.

Han var efterfølgende bevidstløs i 10 minutter, og blev bragt til behandling på hospitalet.

Se TV: Roma-keeper bliver sparket i hovedet.

Kampen, hvor danske Simon Kjær skadede Wesley Sneijder med en rigtig svinestreg, endte 0-0.