Hash-keeper dømt

Den Haag-målmanden Coutinho idømt et halvt års betinget fængsel for at dyrke cannabis

Målmanden for den hollandske Æresdivisionsklub Den Haag er blevet idømt en straf på et halvt års betinget fængsel for bl.a. at dyrke cannabis, oplyser klubben i dag.

Udover den betingede fængselsstraf må Gino Coutinho også udføre 240 timers samfundstjeneste. 28-årige Coutinho blev også dømt for dokumentfalsk, svindel og hvidvaskning af penge.

I august 2009 foretog det hollandske politi et raid på en lagerejendom, som Coutinho havde lejet - og brugte til at dyrke hash.

Klubben accepterer straffen
Coutinhos far er i forvejen idømt to års fængsel i sagen, som ikke umiddelbart koster Coutinho jobbet i Den Haag, hvor han har kontrakt indtil næste sommer.

- Klubben accepterer straffen og ser ingen grund til yderligere handling mod Coutinho, der ellers ville blive dobbelt straffet, skriver klubben på sin hjemmeside.

Den Haag ligger i øjeblikket nummer syv i Æresdivisionen før sidste spillerunde. Klubben har dog sikret sig deltagelse i slutspillet om en plads i næste sæsons Europa League.

0 kommentarer
Vis kommentarer