Et år efter afrejsen fra FC København til FC Utrecht kan Michael Silberbauer fejre en stor triumf i den hollandske klub. 30 procent af klubbens fans satte nemlig kryds ud for nordjyden i afstemningen om årets spiller, og det var rigeligt til at vinde.
Silberbauer vandt afstemningen foran målmand Michael Vorm med 20 procent af stemmerne og den rumænske forsvarer Mihai Nesu med 16 procent.
Etienne Shew-Atjon, som har spillet 11 sæsoner i klubben, vandt i første omgange afstemningen. Det kom dog siden frem, at der på et par fan-fora var blevet snydt med afstemningen i forsøget på at sikre den loyale spiller prisen.
Det synes især at være Silberbauers driftssikkerhed på den centrale midtbane, som har vundet ham prisen.
- Silberbauer har vist sig at være en ægte dansk dieselmotor på midtbanen, og et rigtig godt køb for FC Utrecht, kan man bl.a. læse på fcutrecht.net.
Utrecht ligger nummer 9 i Æresdivisionen med to spillerunder igen.