Fischer efter forløsning: Buh-råb motiverede mig

En lykkelig Viktor Fischer fik i weekenden brudt en lang måltørke for Ajax Amsterdam

Viktor Fischer (Foto: AP)
Viktor Fischer (Foto: AP)

Lørdag sluttede næsten 1000 minutters forbandelse for Viktor Fischer, da han igen fik netmaskerne til at blafre for Ajax Amsterdam med en scoring til 2-0 i mestrenes 3-0-sejr over Heracles. Helt præcis 915 minutters måltørke ophørte for det danske stortalent, der efter 56 minutter sparkede Lasse Schønes tværpasning i netmaskerne.

Viktor Fischers manglende mål for Ajax har længe været et tema i de hollandske medier og på lægterne på Amsterdam ArenA, og derfor blev der også buhet en smule af Fischer af Ajaxs egne fans, før han endelig fik hul på bylden. Det irriterede dog ikke danskeren det mindste.

- Det var dejligt motiverende for mig, og jeg synes, det er fedt, at de gør det. Et eller andet sted gør de det jo fordi, at de har høje forventninger til mig, siger Viktor Fischer til Voetbalprimeur.

Viktor Fischer oplevede undervejs i måltørken at blive sat af holdet i Ajax, og det var en bitter pille at sluge for den tidligere FC Midtjylland-spiller.

- Selvfølgelig har jeg været skuffet. Man vil selvfølgelig altid hellere starte inde end at nøjes med 15-20 minutter på banen. Jeg har været lidt i den samme situation på det danske landshold - der fik jeg også kun en halv time på banen i den seneste kamp. Det krævede lidt tilvænning, for jeg ser ikke mig selv som en spiller, der skal sidde på bænken, lyder det fra Viktor Fischer.

Viktor Fischer og resten af Ajax-mandskabet møder FC Barcelona på hjemmebane i morgen i Champions League.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere