Rieks: Har været god i længere tid

Efter en dårlig sæsonstart ligger Søren Rieks og NEC Nijmegen lige nu sidst i Æresdivisionen, men danskeren har fået en ny rolle som 10'er, hvilket passer ham rigtig godt

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)

NEC Nijmegen fik en ganske kummerlig start på sæsonen, da holdet ikke vandt i sine første ti Æresdivision-kampe, og det tunge efterslæb betyder, at de lige nu indtager ligaens 18. og sidsteplads. 

Den seneste tids forbedrede resultater har dog bragt dem så tæt på de øvrige bundhold, at de med en sejr i weekenden kan tvinge sig op på den rigtige side af nedrykningsstregen. Det vil ikke være så skidt med den kaotiske sæsonstart in mente.

- Den daværende træners (Alex Pastoor, red.) tiltro fra sponsorerne var væk, så de ville ikke hjælpe med nye spillere. Da han så fik tre kampe og blev fyret, fik vi en masse spillere sent ind, siger holdets offensivspiller Søren Rieks til tipsbladet.dk.

- Vi havde langt fra holdet på plads, og sammen med trænerfyring og skader gav det en hektisk tid. Det var lidt ærgerligt, at det ikke blev ordnet i sommerpausen. 

På søndag møder NEC så Groningen, som de også slog 1-0 i pokalturneringen i går. Det var på et mål af Søren Rieks, og han mener, at søndagens opgør bliver afgørende for, hvordan holdet ser tilbage på efteråret 2013.

- Det kommer meget an på den sidste kamp. Det ville være perfekt med tre sejre i de sidste tre kampe, så vi kan komme væk fra sidstepladsen, og efteråret dermed er mere eller mindre godkendt, siger han. 

Mens holdet har fundet et højere niveau frem under den nye træner, Anton Janssen, har Søren Rieks også ramt formen op til jul. Det skyldes ikke mindst en ny position, men det er lidt en bet, at vinterpausen afbryder den jublende juleform.

- Det er klart, at det er ærgerligt, når en stime bliver afbrudt, men jeg har præsteret godt gennem længere tid. Det er, fordi jeg er blevet rykket ind på 10'er-positionen, hvor jeg kan være mere farlig og kampafgørende, siger Søren Rieks og vurderer, at den placering passer ham bedre end kanten. 

- Det har jo vist sig, at jeg er bedst der. Jeg har mere plads derinde, hvorimod på kanten har jeg altid en mand i ryggen, så det passer måske en type som mig lidt bedre inde midt på. 

Den vurdering vil så stå sin prøve på søndag, hvor Rieks skal forsøge at udbygge efterårstotalen på 13 kampe med fire mål og tre oplæg til følge.

0 kommentarer
Vis kommentarer