Tomasson glæder sig til samarbejde med gammel kending

Rodas nye cheftræner ser frem til igen at arbejde sammen med Leon Vlemmings hos Roda i Æresdivisionen

Jon Dahl Tomasson (Foto: Andreas Szlavik)
Jon Dahl Tomasson (Foto: Andreas Szlavik)

Jon Dahl Tomasson kommer til at arbejde tæt sammen med en gammel bekendt, når han indleder arbejdet som cheftræner for Roda i Æresdivisionen.

Klubbens sportsdirektør er nemlig Leon Vlemmings, manden som Tomasson var assistent for hos Excelsior, inden danskeren i sommer overtog jobbet som cheftræner i klubben fra hollænderen.

Leon Vlemmings var også cheftræner for Tomasson, da danskeren var spiller hos Feyenoord.

- Vi kommer til at arbejde rigtig tæt sammen i forhold til indkøb af spillere og visioner. Det er alfa og omega, at man kan arbejde sammen, siger Jon Dahl Tomasson, der har fået kontrakt frem til sommeren 2017.

Den tætte forbindelse til Leon Vlemmings er et klart plus i bogen hos danskeren.

- Man ser tit klubber, hvor en sportsdirektør vil én ting, og en træner vil noget andet. Sådan bliver det ikke hos os.

- Selvfølgelig bliver der også uenigheder, som der altid bliver, men det bliver uenigheder, som er velargumenterede. Jeg ser frem til samarbejdet. Meget endda, siger Jon Dahl Tomasson.

Den tidligere landsholdsspiller ønsker ikke at se alt for langt ud i fremtiden.

- I denne verden synes jeg, det er dumt at tale om karriereplanlægning. Det kan ikke lade sig gøre.

- Det, der kan lade sig gøre, er personlig udvikling. Man skal rykke sig hele tiden, for står man stille, så løber man efter de andre, siger Jon Dahl Tomasson.

Jon Dahl Tomassons karriere i tal

* Navn: Jon Dahl Tomasson

* Født: 29. august 1976

* Landskampe: 112

* Mål: 52 (deler scoringsrekorden i Danmark med Poul "Tist" Nielsen)

* Landsholdsdebut: 1997 mod Kroatien

* Sidste landskamp: 2010 mod Japan ved VM i Sydafrika

* Slutrunder: EM i 2000 og 2004. VM i 2002 og 2010

* Slutrundemål: Otte (fem ved VM og tre ved EM)

* Landsholdsstatistik: 54 sejre, 32 uafgjorte, 26 nederlag

* Klubber som aktiv: Køge, Heerenveen, Newcastle, Feyenoord, AC Milan, Stuttgart og Villarreal

* Klubber som træner: Trænerassistent i Excelsior (2011-2013), cheftræner i Excelsior (2013), cheftræner i Roda (2013-)

* Kåret til årets fodboldspiller i Danmark: 2002 og 2004

* Vinder af Uefa Cuppen: 2002 med Feyenoord

* Vinder af Champions League: 2003 med Milan

* Vinder af det hollandske mesterskab: 1999 med Feyenoord

* Vinder af det italienske mesterskab: 2004 med AC Milan

* Vinder af den italienske pokalturnering: 2003 med AC Milan

0 kommentarer
Vis kommentarer