Stephan Andersen får lyndebut

Stephan Andersen er først i dag ankommet til Holland, men træner Foeke Booy understreger, at danskeren spiller på søndag mod NEC Nijmegen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Stephan Andersen blev i går præsenteret i Go Ahead Eagles på en lejeaftale for resten af sæsonen. Danskeren er først i dag ankommet til Go Ahead Eagles-byen Deventer. Han træner første gang med sine nye holdkammerater i morgen, men debuterer allerede søndag mod NEC Nijmegen.

- Der har været nogle forsinkelser i FIFA's system i forhold til at registrere spillere allerede til weekenden, men jeg forventer, at vi kan bruge ham på søndag. Kan vi det, så spiller han. Han bliver mit klare førstevalg resten af sæsonen, siger teknisk direktør og træner Foeke Booy til tipsbladet.dk.

Stephan A. ude af Betis-helvede

Der opstod en decideret paniksituation i Go Ahead Eagles, da Vitesse tirsdag trak lejesvenden Eloy Room hjem, men så ringede Foeke Booy til sin gode danske ven Michael Johansen, der er agent for Stephan Andersen, og som tidligere har samarbejdet med Foeke Booy, der som teknisk direktør i Utrecht havde Johansens klienter Michael Silberbauer og Francis Dickoh i truppen. Siden hentede Booy også Dickoh til Cercle Brugge.

- Jeg kender Michael Johansen rigtig godt, og vi ringede sammen, da Vitesse hentede Eloy Room tilbage. Da jeg snakkede med Michael om Stephan Andersen, var der ingen tvivl om, at det var ham, vi skulle forsøge at få. Det er vigtigt for Stephan at spille, og vi er meget glade for, at han er kommet til os. Vi er en lille klub, og han er en erfaren spiller med en god personlighed. Lige sådan en vi har brug for. Det er en fantastisk chance for os, siger Foeke Booy.

Go Ahead vil bruge Andersen søndag

Stephan Andersen kom i overskud i Real Betis, da de hentede den tidligere Real Madrid-målmand Antonio Adan til klubben. Den danske landsholdsmålmand ventes ikke at have nogen som helst fremtid i Betis, og derfor kunne en permanent aftale også have været en mulighed. Det var dog knap så afgørende for Foeke Booy, der mener, der nu er god tid for begge parter til at se hinanden an frem mod sommer, hvor de så kan drøfte muligheden for en fast aftale.

- Det er gået så stærkt, så det var eneste mulighed lige nu at lave en lejeaftale. Stephan er en erfaren målmand, der er på det danske landshold, og både han og vi har nu et halvt år til at se hinanden an. Vi gør det godt i øjeblikket, men er en lille klub, der har et mål om at blive i Æresdivisionen. Det er selvfølgelig afgørende for os at blive oppe, og gør vi det, så må vi se, hvordan han og vi tænker til sommer.

Ny rival sender Stephan A på klubjagt

Stephan Andersen kom til Real Betis fra Evian i sommer, men nu er han altså i Go Ahead Eagles, der ligger nummer 12 i den hollandske Æresdivision. Det er seks pladser bedre end søndagens modstander NEC Nijmegen, der ligger på sidstepladsen. I den kamp er Stephan Andersen ikke den eneste dansker, der kan debutere, idet Nijmegen i går købte Lasse Nielsen i AaB.