Roda-spiller målløs over Jon Dahl-behandling

Mitchell Donald forstår slet ikke Jon Dahl Tomassons beslutning om at smide ham permanent ned blandt reserverne efter utilfredshed over en udskiftning

Jon Dahl Tomasson (Foto: Andreas Slzavik)
Jon Dahl Tomasson (Foto: Andreas Slzavik)

Jon Dahl Tomasson har taget en ekstraordinær beslutning i bestræbelserne på at holde Roda i den bedste hollandske række. Tidligere i dag kom det nemlig frem, at den danske træner har smidt profilen Mitchell Donald på andetholdet, da han udviste en forkert attitude.

I en samtale med Jon Dahl Tomasson og direktør Leon Vlemmings fik Donald fortalt, at han ikke havde opført sig ordentligt efter sin udskiftning i søndagens 1-0-nederlag til RKC Waalwijk. Men han forstår ikke Jon Dahl Tomassons reaktion.

- Jeg var ikke glad for den udskftning, men hvilken spiller er det? Jeg sad på bænken, drak en flaske vand og smed den i jorden. Så sagde jeg vel ingenting og så ikke glad ud. Jeg var følelsesladet, det virker ikke så mærkeligt med den situation, vi er i nu. Men mere skete der ikke. Hvis jeg nu havde kastet flasken mod hans hoved…, siger Mitchell Donald til Voetbal International.

Se også: Jon Dahl smider ugidelig profil på andetholdet

Det er ikke længere tids skærmydsler, der er kulmineret med degraderingen, fortæller spilleren, der har været med i samtlige af Rodas 30 kampe i Æresdivisionen denne sæson. Derfor er han også helt uforstående over for den hårde straf.

- Jeg følte, at jeg var på bølgelængde med træneren. Indtil denne morgen har vi aldrig haft en diskussion. Og nu dette, siger Donald, der har kontraktudløb til sommer.

- Det gør det hele ekstra irriterende. Jeg har ikke altid ramt mit højeste niveau i denne sæson på banen, og vi er alle i en svær situation, men Roda betyder meget for mig. Jeg ville gøre alt for at holde klubben i Æresdivisionen og havde håbet på et bedre farvel. Men hvem ved, måske træneren ændrer sin beslutning.

0 kommentarer
Vis kommentarer