Falk-agent lukker Ajax-snak ned

Rasmus Falks agent vil ikke kommentere på rygterne, der sender OB-profilen mod et muligt skifte til Holland

Rasmus Falk i selskab med sin kammerat, Christian Eriksen, der om nogen kan fortælle ham om forholdene i Ajax Amsterdam. (Foto: Lars Poulsen)
Rasmus Falk i selskab med sin kammerat, Christian Eriksen, der om nogen kan fortælle ham om forholdene i Ajax Amsterdam. (Foto: Lars Poulsen)

Ajax Amsterdam har en stor kærlighed for danske spillere, og hvis man skal tro Fyns Stiftstidende har den hollandske storklub nu kastet sin kærlighed på endnu en spiller med dansk pas.

Ifølge avisens oplysninger viser Ajax interesse for OB-profilen Rasmus Falk, der kan gå i vennen Christian Eriksens fodspor, hvis han skifter den fynske Ådal ud med den hollandske hovedstad.

Rasmus Falk har lidt over to år tilbage af sin kontrakt med OB, så klubben kan uden problemer vifte alle bejlere til side og holde Falk i klubben i yderligere to sæsoner. Omvendt vil den fynske pengekasse nyde rigtig godt af, hvis Falken får lov at flyve væk til sommer.

Spillerens agent, Mads Bach Lund, vil ikke bidrage til spekulationerne.

- Det undlader jeg helt at sige noget om. Jeg vil altid gerne snakke med jer journalister, men lige i det her tilfælde med Rasmus har jeg en klar aftale med ham om, at vi lader det ligge til efter sæsonen. Rasmus spiller til tider på et højt niveau i øjeblikket, og i morgen har han en vigtig kamp for OB.

- Den skal han have ro og fred til, og så kan vi tage den her snak efter sæsonen, siger Mads Bach Lund til tipsbladet.dk og vil af samme årsag ikke kommentere på, om Ajax kunne være en interessant klub.

Ajax har i forvejen danskerne Viktor Fischer, Christian Poulsen, Nicolai Boilesen, Lasse Schøne, Lucas Andersen og Markus Bay på kontrakt.

0 kommentarer
Vis kommentarer