Fischer: Eriksen er den største stjerne i Ajax

Viktor Fischer fortæller, at Christian Eriksen er den, der er mest rift om blandt autografjægere og medier

Tre Ajax-danskere, Viktor Fischer, Lasse Schöne , Christian Eriksen (Foto: Jakob Jørgensen)
Tre Ajax-danskere, Viktor Fischer, Lasse Schöne , Christian Eriksen (Foto: Jakob Jørgensen)

Christian Eriksen er ifølge Viktor Fischer den største stjerne på Ajax Amsterdams hollandske mesterhold.

- Vi har mange vigtige spillere i Ajax, men hvis man kigger på papiret, så er Christian Eriksen nok det største navn.

- Han er den, der giver flest interview, skriver flest autografer og al den slags. Det kan man mærke helt automatisk, siger den 18-årige angriber, der lige nu er samlet med landsholdet i København.

Christian Eriksen bliver i øjeblikket sat i forbindelse med et sommerskifte væk fra Ajax, og det vil efterlade et tomrum på holdet.

- Der er nogen, der skal tage over og træde til, når Christian er væk.

- Christian er nok blandt de to vigtigste spillere på holdet i Ajax, så andre må træde til. Jeg vil ikke have noget imod, at det bliver mig, men nu må vi se. Det vil helt automatisk vise sig på banen, hvem der gør det, siger Fischer.

Den unge dansker peger ud over Eriksen også på anfører Siem de Jong som en meget vigtig spiller for Ajax, der er blevet mester de seneste tre sæsoner i hollandsk fodbold.

Christian Eriksen er på rygteplan sat i forbindelse med de tyske Champions League-finalister fra Borussia Dortmund samt Liverpool, men den 21-årige dansker kender ikke selv til noget konkret.

Landsholdet er samlet i København forud for de kommende kampe mod Georgien og Armenien i henholdsvis Aalborg og København i juni.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen