Fischer om Golden Boy: Jeg er i top fem

Viktor Fischer anser det for en flot bedrift, hvis han havner blandt de ti bedste i afstemningen om dette års Golden Boy, men anser sig selv for blandt de fem bedste

Christian Eriksen har de forgange nu to år været det danske bud på en såkaldt Golden Boy, men i år løfter Ajax-spilleren Viktor Fischer den danske fane, når prisen uddeles.

Her er han kommet i fint selskab med blandt andre Schalkes Julian Draxler, Real Madrids Raphael Varane og Arsenals Alex Oxlade-Chamberlain, hvilket den 19-årige danske er ganske beæret over.

- Jeg er stolt over det, og jeg synes, at det er flot at være en del af det selskab. Det er nogle gode spillere, der er med. Det er de største talenter, og det er jeg helt vildt stolt af, siger Viktor Fischer til BT.

Ajax-danskeren lægger ikke fingre i mellem, og går direkte efter en placering blandt de bedste.

- I top fem vil jeg helt sikkert tælle mig selv med. Så er der Paul Pogba fra Juventus, som, jeg synes, er rigtig god. Jeg kender mest de to andre nominerede fra Holland, Adam Maher fra PSV og Tony Vilhena fra Feyenoord, som også er to store talenter og rigtig gode spillere allerede. Der er også Adnan Januzaj fra Manchester United og Romelu Lukaku fra Everton, som er to rigtig store spillere.

- Jeg har slet ingen forventninger til, om jeg kan vinde. Hvis der er 40 nomineret, og jeg måske kan komme i top 10, vil det være utrolig flot. Jeg har en forhåbning om, at det kan lade sig gøre. Jeg forventer det ikke, men det kunne da være sjovt. Hvis jeg kommer i top 10, vil det være en flot bedrift, udtaler Fischer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere