Endnu en legende i spidsen for Ajax

Fyringen af Marcel Keizer i den hollandske storklub har fået klubben til at forfremme et kendt ansigt

Kasper Dolberg og Ajax får ny træner. For tredje gang på et halvt år. Foto: All Over Press
Kasper Dolberg og Ajax får ny træner. For tredje gang på et halvt år. Foto: All Over Press

Det er store navne, der diskuterer ved bordet, når ledelsen i AFC Ajax skal træffe beslutninger.

Sportsdirektør Marc Overmars og administrerende direktør Edwin van der Sar, der begge er noget nær legender i hollandsk fodbold og med på Ajax-mandskabet, der vandt Champions League i 1995.

Dennis Bergkamp var også en del af den ligning indtil for et par dage siden, da han som angrebstræner blev fyret sammen med blandt andre cheftræner Marcel Keizer.

Og nu har ledelsen fundet endnu et kendt ansigt til at tage over for Keizer. I første omgang i kampen juleaftensdag mod Willem II.

44-årige Michael Reiziger, der også var en del af det voldsomt talentfulde '95-mandskab, har fungeret som cheftræner for Jong Ajax men overtager omgående tøjlerne. Og som om det ikke er nok, har han fået assistance af endnu et kendt navn fra dengang: Winston Bogarde.

Reiziger med Bogarde bag sig efter en reserveholdskamp i begyndelsen af december. Foto: All Over Press
Reiziger med Bogarde bag sig efter en reserveholdskamp i begyndelsen af december. Foto: All Over Press
 

De to forsvarsspillere blev udklækket i Amsterdam under Louis van Gaals ledelse og blev sendt flyvefærdige ud i fodbold-verdenen til både AC Milan og FC Barcelona, inden karriererne sluttede i henholdsvis 2004 og 2007 efter knap så succesfulde ophold i engelsk fodbold.

Bogarde tiltrådte som assistent for reserverne i sommer - sammen med Reiziger, der blev chef.

Reiziger er 15. træner i spidsen for Ajax siden Morten Olsen i slutningen af 1998. Alle 15 har været hollændere...

Ajax ligger aktuelt på en andenplads i Eredivisie - dog hele otte point efter PSV Eindhoven. Tidligt på sæsonen røg storholdet ud til Rosenborg i kvalifikationen til Europa League, mens et nederlag forleden til Twente definerede slutningen på pokalturneringen for hovedstads-klubben.

Angiveligt har der fundet en større magtkamp sted i klubben gennem de seneste mange måneder, hvilket resulterede i ellers succesfulde Peter Bosz' afsked i sommer.

Den artikel kan du læse her: Stor magtkamp bag massefyring i Ajax

Se også: Kunne ikke sige nej: Så meget scorer FCK på Verbic

Se også: Vanviddet fortsætter: Storklub klar til ny milliard-handel

Se også: Blev kureret for kræft - nu er danskerklubbens træner fyret

8 kommentarer
Vis kommentarer