FCK sælger Nicolai Jørgensen

Landsholdsspilleren Nicolai Jørgensen skifter fra FC København til den hollandske klub Feyenoord. Det oplyser FC København i en pressemeddelelse

Landsholdsspilleren Nicolai Jørgensen skifter FC København ud med den hollandske storklub Feyenoord, der holder til i Rotterdam.

Det oplyser FC København fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Nico

Nicolai Jørgensen kom til FCK i 2012 efter et ophold i Bayer Leverkusen, og nu er han altså klar til at gøre et nyt forsøg uden for Danmarks grænser.

- Nicolai har været en rigtig stærk spiller for F.C. København, hvor han er blevet voksen som fodboldspiller, og ikke mindst i det seneste år er han modnet meget, blevet etableret landsholdsspiller og en af Superligaens bedste spillere. Det her salg var en del af den plan, vi lagde, da han forlængede sin kontrakt med et år.

- Han skulle blive skadesfri, stabil og en profil og så havde vi en klar aftale med Nicolai om, at han skulle sælges til udlandet, og nu er det rigtige tilbud kommet for både ham og os. Vi får en rigtig fornuftig pris for en spiller, der kun har et år tilbage af sin kontrakt, og Nicolai får chancen for at prøve sig af et andet sted, som han har ønsket.

- Samlet set lykkedes vi med den plan, vi lavede sammen, så det her en succeshistorie for alle parter. Vi glæder os på hans vegne og takker ham for en god tid sammen, siger Ståle Solbakken til fck.dk.

Nicolai Jørgensen har fået en fem-årig kontrakt med den hollandske klub, der i danske øjne formentlig bedst kendes for tiden med Jon Dahl Tomasson som frontangriber. Men også andre store spillere som Ivan Nielsen og John Eriksen har været i klubben.

Den danske landsholdsspiller skifter dermed også fra en Champions League-klub til en Europa League-klub. Feyenoord sluttede sidste sæson som nr. 3 hele 21 efter mestrene fra PSV Eindhoven.

Til gengæld kan han se frem til at få lidt mere støtte i ryggen, når han skifter FC København og Parkens tilskuere ud med De Kuip. Her havde man et tilskuersnit på 47.000 i den nyligt overståede sæson.

Manageren i klubben er den tidligere hollandske landsholdsback Giovanni van Bronckhorst, mens andre af de prominente navne i truppen tæller den aldrende hollandske profil Dirk Kuyt.

- Han er en teknisk god og fysisk stærk angriber, der ikke bare kan score mål, men også har de kvaliteter, der kan gøre et fodboldhold bedre. Vi har fulgt Nicolai i noget tid, og er overbevist om, at han bliver en klar forstærkning for os, siger Feyenoords tekniske direktør Martin van Geel til klubbens hjemmeside.

Nicolai Jørgensen får trøjenummer 9.

Jørgensen

TV: Se Nicolai Jørgensens bedste kasser i denne sæson