Der var hele tre danskere med fra start søndag eftermiddag i det 121. opgør mellem rivalerne Feyenoord og Ajax i Æresdivisionen. Men det var kun én af dem, der scorede i traditionsrige rivalopgør 'De Klassieker'. Et opgør, som blev spillet på Nicolai Jørgensens hjemmebane, De Kuip, i Rotterdam.
Jørgensen var med for Feyenoord, mens Lasse Schöne og det bare 19-årige angrebstalent Kasper Dolberg var for Ajax. Og det var sidstnævnte, der efter en genial soloaktion stod for kampens eneste danskerscoring. Den hårdtspillede klassiker endte 1-1 efter en Feyenoord-udligning til sidst.
Det var Feyenoord, der skabte de klart største chancer i de første 45 minutter, omend, der ikke var mange.
Efter ti minutter havde topscorer Nicolai Jørgensen sin og kampens første afslutning, da han fra distancen sendte bolden over mod det lange hjørne. Men skuddet var for upræcist og røg et par meter forbi.
Men bare ét minut senere burde Feyenoord have bragt sig i front. Ajax-backen Daley Sinkgraven fumlede med bolden, og så erobrede Feyenoord-kantspilleren Bilal Basacikoglu og driblede alene ned mod Ajax' mål. Men kantspilleren afsluttede svagt midt på Andre Onana.
Usynlig Ajax-dansker
Ajax havde ikke det store i de første 45 minutter. Det var meget sjældent, at den danske komet Kasper Dolberg blev sat i scene. Når han endelige gjorde, var det oftest med ryggen til målet og langt nede i banen.
Gæsternes forsøg kom primært fra distancen. Men der var mindre bid i dem end i en død piratfisk med paradentose.
Et kvarter før pausen havde Feyenoord-veteranen Dirk Kuyt et fint forsøg fra kanten af feltet. Men han var noget skarpere i Liverpool-dagene end i den situation. Lad os sige det sådan...
Hvad opgøret manglede i flot spil og store chancer havde det i intensitet. Der var masser af nærkampe og som følge deraf frispark. Det gik desværre ud over rytmen i opgøret.
Lige før pausen burde Feyenoords midtstopper Eric Fernando Botteghin have gjort det til 1-0. Han blev headet fri lige foran målet, men hamrede den over med vristen i stedet for at prikken den roligt ind.
Danske Dolberg slog til
I anden halvleg kom der - endelig - gang i de hollandske løjer. Og heldigvis var det en dansker, der kom i centrum på De Kuip. Men ikke hjemmeholdets.
Efter 55 minutters spil blev Dolberg sendt afsted i dybden. Her tog han et træk ind i feltet, lavede en tunnel på en Feyenoord-forsvarer og chippede køligt bolden henover målmanden og ind i nettet. Smuk scoring af den bare 19-årige dansker. Det var samtidig hans femte af slagsen i den hollandske liga. Hans ottende i alle turneringer.
Dermed rodede Dolberg bod på en anonym første halvleg.
Danskerens scoring tvang Feyenoord fremad på hjemmebanen. Alligevel var det gæsterne, der var farligst med flere fine forsøg. Specielt af Dolberg, som i en enkelt situation udfordrede og sparkede snert forbi den ene stolpe.
Men bare fem minutter før tid udlignede den 36-årige Feyenoord-veteran Dirk Kuyt på et hovedstød. Og så rystede De Kuip som en pladevibrator.
Til sidst kunne Dolberg have afgjort det hele, da han spillede sig selv fri med en fiks hæl og løb dybt. Men lige inden danskeren afsluttede i feltet, blev han tacklet.
Resultatet betyder, at Feyenoord forbliver på førstepladsen, hvor de er ubesejret med 28 point i 10 kampe. Fem point flere end Ajax.
Her vinder Jørgensen og Co. i sidste øjeblik
Uventet Ajax-succes for dansk landsholdsspiller