Gik amok på politiet: Ville se slutminutterne

Fire fodboldfans er anholdt efter uroligheder i Rotterdam

Feyenoord-tilhængerne gik amok, da de ville ind og se deres helte vinde playoff-finalen. Billedet er taget, før situationen eskalerede. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix
Feyenoord-tilhængerne gik amok, da de ville ind og se deres helte vinde playoff-finalen. Billedet er taget, før situationen eskalerede. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix

Feyenoord sikrede sig søndag en plads i næste sæsons Conference League, da Nicolai Jørgensen og co. slog FC Utrecht i playoff-finalen.

Det fejrede de fanatiske Rotterdam-tilhængere på voldsom vis.

Det gik så vanvittigt for sig, at fire fans foreløbigt er blevet anholdt, efter en større gruppe angreb politiet ude foran De Kuip med sten og fyrværkeri.

Fyrværkeri fandt også vej til græstæppet på De Kuip. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix
Fyrværkeri fandt også vej til græstæppet på De Kuip. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix
 

De aggressive fans sårede to politiheste ved sammenstødet, og politiet i Rotterdam er i færd med at undersøge billederne fra videoovervågningskameraer for at finde ud af, om der kan foretages flere anholdelser efter urolighederne.

Det skriver politie.nl.

Under kampen var der forholdsvist roligt, og det var først tæt ved slutfløjt, at situationen eskalerede. Det skete, da en gruppe tilhængere forsøgte at storme en port, så fansene kunne komme ind på stadion for at se de sidste minutter af kampen.

Politiet oplyser, at det gik voldsomt for sig, og selv stolper fra trafikskilte blev revet op fra jorden og brugt som kasteskyts mod ordensmagten, der måtte tilkalde specialbetjente og indsætte vandkanoner.

Feyenoord vandt kampen og er dermed klar til Europa efter sommerferien. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix
Feyenoord vandt kampen og er dermed klar til Europa efter sommerferien. Foto: Pieter Stam de Jonge/Ritzau Scanpix
 

Herefter blev fangrupperne opløst og freden genoprettet. Der gives ikke yderligere oplysninger om de sårede politihestes tilstand.

Feyenoord vandt i øvrigt opgøret 2-0 i trænerlegenden Dick Advocaats sidste kamp.