Lucas Andersen: Jeg minder nok om Laudrup

Lucas Andersen tilstår at han nok minder mere om en af laudrupperne end Jesper Grønkjær. Men allerhelst vil han udvikle sin egen stil

Lucas Andersen (Foto: AP)
Lucas Andersen (Foto: AP)

Det går forrygende for Lucas Andersen i Ajax. I weekenden lagde han op til hele tre mål i hovedstadsklubbens 5-0-sejr over Willem II, og danskeren er blevet lidt af en darling blandt tilskuerne med sine flotte driblinger og yndefulde bevægelser.

Faktisk er der en statistik i Holland, der siger, at Lucas Andersen er den spiller, der rør bolden mest med ydersiden i hele Æresdivisionen. Tilskuerne har derfor også spurgt sig selv, om at danskeren minder mest om en fra Laudrup-familien, eller om han snarere er som Jesper Grønkjær, der også i sin tid skiftede fra AaB til Ajax, og fortsat huskes for sine flotte sæsoner i det hollandske.

- Jesper var angriber, jeg er midtbanespiller. Men jeg forstår godt, hvorfor folk siger det. Vi skiftede begge fra AaB til Ajax, men jeg minder nok snarere om en af laudrupperne. Det er ligegyldigt hvilken, udtaler Lucas Andersen til Algemeen Dagblad og fortsætter:

- Dog foretrækker jeg at udvikle min egen stil, så folk måske senere vil sige, at han er en form for ”Andersen”. Hvordan han skal beskrives? En med flair, overblik, teknik og hurtighed, lyder det fra danskeren.

Lucas Andersen og Ajax møder tirsdag APOEL Nicosia hjemme i Amsterdam Arena.

0 kommentarer
Vis kommentarer