Medie: Stor interesse for Boilesen, men stadig ingen bud

Nicolai Boilesen kan stadig nå at skifte klub i løbet af i dag, skriver det hollandske medie De Telegraaf

Boilesen i aktion for Ajax. Nu kan han være fortid i danskerklubben. (Foto: Peter Dejong, AP)
Boilesen i aktion for Ajax. Nu kan han være fortid i danskerklubben. (Foto: Peter Dejong, AP)

Nicolai Boilesen har endnu ikke fundet en ny klub, selvom både venstrebacken og Ajax egentlig gerne vil skilles efter seks års samarbejde.

Men det kan stadig nå at lykkes for 23-årige Boilesen at skrive under med en anden klub inden for de næste par timer. Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Ifølge avisen er interessen fortsat stor for den danske landsholdsspiller, men dog er der ingen bud på Boilesen endnu. Det skal være klubber fra Spanien og Frankrig, der overvejer at bruge penge på Boilesen, der har kontraktudløb i Ajax om et år.

Boilesen er tidligere blevet kædet sammen med Daniel Wass' klub Celta Vigo i Spanien, ligesom han har været tæt på italienske Genoa.

Ajax har i denne sæson valgt at sætte danskeren uden for truppen, indtil der er en afklaring på hans situation.

Ud over Boilesen ønsker Ajax også at sige farvel til midtbanespilleren Lerin Duarte.

Dermed kan sportsdirektøren i Ajax, Marc Overmars, ende med at få travlt her på Deadline Day.

0 kommentarer
Vis kommentarer