Rødt chok for dansk stjerne

Lasse Schöne kom i skammekrogen med et rødt kort i torsdagens kamp mellem Heerenveen og FC Emmen i Æresdivisionen.

Lasse Schöne kæmper for en plads i EM-truppen, men den ellers så stærke midtbanespiller gjorde ikke god reklame for sig, da han blev udvist torsdag for sin klub Heereenven. Foto: Jens Dresling
Lasse Schöne kæmper for en plads i EM-truppen, men den ellers så stærke midtbanespiller gjorde ikke god reklame for sig, da han blev udvist torsdag for sin klub Heereenven. Foto: Jens Dresling

Lasse Schöne fik direkte rødt kort, da Heerenveen tabte 3-0 til FC Emmen i Æresdivisionen torsdag eftermiddag.

Den 34-årige dansker stemplede en FC Emmen-spiller på anklen lige foran kampens dommer Bas Nijhuis midtvejs i første halvleg.

Tacklingen gav i første omgang kun et gult kort, men efter en VAR-gennemgang blev kendelsen ændret til et direkte rødt kort.

Nedturen for Heerenveen begyndte før udvisningen til Schöne. Efter cirka 20 minutters spil scorede FC Emmens Sergio Pena på straffespark og sendte hjemmeholdet foran med 1-0.

Den smalle føring holdt til pausen, men efter pausen gik det atter galt i Heerenveens straffesparksfelt. FC Emmen fik endnu et straffespark, og igen kvitterede Pena med en scoring.

Pena skulle vise sig at have en fremragende dag på kontoret. Ti minutter før tid gjorde han det til 3-0, hvorfor alle odds nu var imod Heerenveen.

Men få minutter før tid lykkedes det gæsterne at reducere. Svenske Benjamin Nygren sendte bolden i netmaskerne til 3-1, som også blev kampens slutresultat.

Med sejren holder FC Emmen liv i jagten på overlevelse i den bedste hollandske fodboldrække, hvor klubben i øjeblikket ligger under nedrykningsstregen med ét point op til Willem ll.

Omvendt er Heerenveen sikret sig endnu en sæson i Æresdivisionen uanset nederlaget, som giver dem en øjeblikkelig 11. plads i ligaen med 12 point ned til FC Emmen.

Der resterer blot en enkelt spillerunde i Æresdivisionen.