Storklubberne jagter 'hot' Dolberg: Derfor bliver han ikke solgt nu

Ajax er på ingen måde interesseret i at sælge deres danske guldfugl i dette transfervindue

Kasper Dolberg bliver i Ajax - i hvert fald de kommende seks måneder. Foto: Alloverpress
Kasper Dolberg bliver i Ajax - i hvert fald de kommende seks måneder. Foto: Alloverpress

For blot seks-syv måneder siden var Kasper Dolberg stadig et relativt ukendt, dansk talent. I dag er han en af de mest eftertragtede unge spillere i Europa. I sidste uge kunne Manchester Evening News berette om, at storklubben Manchester United havde set sig varme på den 19-årige angriber.

Og fredag var det tyske Bild, der havde oplysninger om, at Borussia Dortmund var klar til at kaste 148 millioner kroner efter den tidligere Silkeborg-spiller - en beløb, der vil gøre Dolberg til den dyreste danske spiller nogensinde, hvis transferen bliver en realitet.

Men ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan storklubberne godt pakke Visa-kortet væk igen.

Et salg af Kasper Dolberg er nemlig helt udelukket i dette transfervindue - selv hvis et stort bud bliver sendt afsted i retning mod Amsterdam Arena.

Ajax er på ingen måde interesseret i at sælge deres guldfugl midt i sæsonen. Den hollandske storklub har i en længere periode ledt efter en spidsangriber med stor kvalitet, og ham har de endelig fundet i Dolberg.

Derfor fortsætter Dolberg med stor sandsynlighed i Ajax - i hvert fald i et halvt år endnu. Historien kan blive en helt anden, hvis den unge dansker bliver ved med at imponere resten af sæsonen, og Ajax samtidigt lykkes med at finde en acceptabel afløser for deres danske profil.

Dolbergs agent, Jens Steffensen, kender godt til det seneste rygte fra tyske Bild, men han henviser Ekstra Bladet til Dolbergs nuværende klub.

- Der er mange medier, der ringer til mig angående denne historie i Bild. Og det er kun normalt, at der opstår de her rygter. For Kasper er hot, og derfor vil der blive skabt en masse historier af journalisterne. Men jeg vil henvise til Ajax, for det er dem, der har det sidste ord, siger Steffensen.

- Ville Bundesligaen være en interessant liga for Dolberg?

- Det har Kasper tidligere svaret på i andre interviews. Det er en liga, der er i fremdrift og er på et højt, europæisk niveau. Vi har selvfølgelig vores plan med ham, men der er ikke noget, som vi involverer offentligheden i. Det skal vi have lov til at have for os selv, siger han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Ajax' sportschef, Marc Overmars, om Dortmund-rygtet og Ajax' planer med Dolberg, men det har desværre ikke været muligt at få fat i ham i skrivende stund.

Over for goal.com afviste Ajax-bossen imidlertid enhver tanke om salg for to måneder siden.

- Når en spiller slår igennem i dag, så sværmer alle de store klubber om dem. Det er klubber med mange penge, og de får bare flere og flere.

- Kasper er for ung til at rejse videre. Han har kun spillet fodbold her få år. Han har brug for at præstere over en længere periode, mener Marc Overmars.

- Det rækker ikke at score et par mål i Æresdivisionen, inden man er fyldt 20 år. Det har været en start, men han har brug for mere. Han har brug for mange flere spille-minutter for Ajax, fastslår Marc Overmars.

Dolberg er et varmt emne i flere store klubber. Tysk fodbold - 20. jan. 2017 - kl. 10:27 'Kasper er hot': Storklub klar med 150 mio for Dolberg

Se også: Dolberg-agent skyder Manchester United-rygter ned

Se også: Kometen Dolberg: Jeg googler ikke mit eget navn

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere