Hollandsk legende: Ubegribeligt at Ronaldo vinder Ballon d'Or

Johan Cruyff er bestemt ikke tilfreds med, at Cristiano Ronaldo to år i træk har fået den prestigefyldte pris - der er andre, der fortjener den mere ifølge den tidligere hollandske stjerne

Johan Cruyff er kendt for at have nogle stærke meninger - og nogle kontroversielle fra tid til anden.

Nu er den hollandske legende endnu engang i medierne med nogle opsigtsvækkende udtalelser i kølvandet på Ballon d'Or-uddelingen.

Cristiano Ronaldo blev helt suverænt valgt som verdens bedste fodboldspiller for andet år i træk, efter et år hvor han blandt andet vandt Copa del Rey og Champions League sammen med Real Madrid - og den portugisiske stjerner markerede sig også med at score hele 17 Champions League-mål i 2013/2014-sæsonen - en enestående rekord.

Se også: Wenger: Jeg hader Ballon d'Or

Men på trods af Ronaldos imponerende bedrifter mener Cruyff bestemt ikke, at Real Madrid-spilleren fortjener den prestigefyldte pris.

- Prisen er en kombination af individuelt talent og titler. Set fra det perspektiv er det ubegribeligt, at prisen for andet år i træk bliver givet til en spiller, der ikke har spillet godt i de største turneringer og vundet de fleste titler, siger Cruyff til De Telegraaf.

Den tidligere hollandske stjerne, der selv vandt selvsamme pris i 1971, 1973 og 1974, mener i stedet, at Tysklands Toni Kroos kunne være et godt bud på en værdig vinder.

Se også: TV: Ronaldo - fra sympatisk til kontroversiel

- I 2013 vandt Bayern alle titler, de kunne vinde, og Ronaldo blev stadig valgt over Toni Kroos eller en anden Bayern-spiller. I 2014 var Kroos igen toneangivende på Tysklands landshold, der vandt VM - men han var ikke engang blandt de tre bedste. Og Ronaldo var decideret usynlig til VM, siger Cruyff og tilføjer:

- Jeg kan virkelig ikke tage denne pris seriøst!

Fortjent eller ej, så er der stadig ingen, der kan tage prisen fra Ronaldo. Gense hans takketale og det meget omdiskuterede råb i slutningen af talen lige her:

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere