En obduktion og en retsmedicinsk undersøgelse af en tidligere professionel fodboldspiller kobler atter hovedstød og hovedskader sammen med en øget risiko for at udvikle demens.
Det var en hjernerystelse tidligt i karrieren og utallige hovedstød på fodboldbanen, der førte til, at den tidligere walisiske landsholdsspiller Keith Pontin fik konstateret demens i 2015 i en alder af 59 år.
Det slår en retsmedicinsk undersøgelse, der er offentliggjort tirsdag, fast.
Efter fem år med demens døde Keith Pontin i 2020.
Undersøgelsen viser, at dødsårsagen var kronisk traumatisk encefalopati (CTE), der er en hjernesygdom, man risikerer at få ved gentagne slag mod hovedet. CTE påvirker hjernens funktion og fører til demens.
Det siger neuropatologen Willie Stewart, der stod for undersøgelse af den afdøde eksfodboldspillers hjernevæv.
Willie Stewart har tidligere forsket på området, og hans forskning har vist, at tidligere professionelle fodboldspillere har 3,5 gange større risiko for at dø af hjernesygdomme end den generelle befolkning.
- Der er ingen beviser på, at ændringer i det moderne fodboldspil har ændret den risiko, siger Willie Stewart.
Keith Pontin var professionel i perioden 1976-1991, størstedelen af karrieren spillede han for Cardiff City. Han spillede to landskampe for Wales.
Ifølge retsmediciner David Regan peger obduktionen entydigt på, at Pontins mangeårige fodboldkarriere kostede ham livet.
- Keith Pontin døde af en kronisk hjerneskade, som blev forårsaget af gentagne hovedskader under hans tid som professionel fodboldspiller.
De tidligere engelske VM-guldvindere Jack Charlton og Nobby Stiles havde også demens, da de døde.