Ibrahimovic og Rooney viser målnæse i USA

Angriberen Wayne Rooney nettede en enkelt gang, mens Zlatan Ibrahimovic lynede to gange i MLS

Zlatan knytter næven efter sin scoring. Foto: Katharine Lotze/Ritzau Scanpix.
Zlatan knytter næven efter sin scoring. Foto: Katharine Lotze/Ritzau Scanpix.

Et par prominente herrer viste målform i den nordamerikanske fodboldliga MLS.

Zlatan Ibrahimovic scorede to gange for Los Angeles Galaxy, som hjemme vandt 2-1 over Portland Timbers.

Wayne Rooney nettede en enkelt gang for DC United, som ude slog Orlando City med de samme cifre natten til mandag dansk tid.

I de seneste to ligakampe havde Zlatan Ibrahimovic siddet ude med en hælskade, men svenskeren var tilbage i startopstillingen mod Portland Timbers.

- Jeg forsøger bare at hjælpe holdet på bedste vis. Den bedste måde er at lave mål, og jeg scorede to gange, siger Zlatan Ibrahimovic ifølge TT.

Den tidligere svenske landsholdsangriber scorede til 1-0 på straffe efter 33 minutter.

Portland Timbers udlignede til 1-1 kort før pausen, men 37-årige Zlatan Ibrahimovic udnyttede endnu et straffespark efter 65 minutter og afgjorde dermed kampen.

- Det føles godt, og jeg mener, at holdet spillede en rigtig god kamp. Vi arbejdede hårdt, og det her er bare begyndelsen, lover målscoreren.

Zlatan Ibrahimovic var allerede ved at score sit første mål efter et kvarter, men stolpen reddede Portland Timbers i den situation.

Rooney omfavnes af holdkammeraterne. Foto: Kim Klement/Ritzau Scanpix.
Rooney omfavnes af holdkammeraterne. Foto: Kim Klement/Ritzau Scanpix.

Los Angeles Galaxy har ni point efter de første fire kampe i denne sæson.

Zlatan Ibrahimovic var ikke den eneste stjerne, der funklede i MLS.

Rooney scorede til 2-0 for DC United efter en halv time. Den tidligere Manchester United-angriber satte målet ind direkte på frispark.

Forinden havde Rooney også assisteret ved 1-0-målet, som Steven Birnbaum headede i kassen efter seks minutter.

DC United, som endte med at vinde kampen 2-1, er noteret for ti point efter fire kampe.

Se også: Eriksen når Beckhams 18 år gamle rekord

Se også: Højbjerg hyldes efter mål og pragtpræstation

Se også: Zidane satte sønnike på - tæt på katastrofe

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere