Kigali, Rwanda (Ekstra Bladet) Jesper Møller og den øvrige danske delegation klappede ikke, da Gianni Infantino på kongressen i Rwanda blev genvalgt for en ny fireårig periode. Dog rejste DBU-formanden sig ganske langsomt.
Norge og Tyskland var også blandt de få lande, som ikke applauderede, men ellers er der ingen slinger i valsen. For Infantino lover jo flere penge og flere turneringer.
Det er umuligt at vælte en siddende præsident i FIFA, medmindre han bliver taget af politiet. Og der er Infantino ikke endnu, selvom han er under efterforskning i Schweiz for en række kriminelle handlinger.
Men i Rwanda er han urørlig. Her føler han sig hjemme.
Artiklen fortsætter under billederne...
Gianni Infantino opfordrede således de delegerede fra de 209 tilstedeværende medlemslande til at købe en fodbold, som er lavet af kvinder i Rwanda, som overlevede den blodige borgerkrig, der sluttede i 1994, og som kostede en million mennesker livet.
Han anslog prisen for bolden til 1000 dollar. Penge er ikke noget problem i FIFA-land.
Artiklen fortsætter under billedet...
Han fik også fortalt, ikke uden bævende stemme, at han begyndte sin første valgkamp til embedet som FIFA-præsident i 2016 i Rwanda. Han fik listet ud, at de afrikanske fodboldledere elsker ham meget højt, og at det var de overlevende fra folkemordet i 1994, der inspirerede ham til at blive FIFA-præsident.
Han mere end antydede, at det var med Rwandas præsident, Paul Kagames, hjælp, at de afrikanske fodboldledere blev overbevist om, at de skulle stemme på Infantino.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nu betaler han så tilbage ved at holde kongressen i Rwanda. Den første af sin art i Afrika, hvor der også er et præsidentvalg involveret. Ja, nu er der blot tale om et genvalg, for Infantino var uden modkandidater. Præcis som Kagame er det, når han stiller op til valg i sit land.
Og at der er et særligt bånd mellem Infantino og Kagame, kom også til udtryk, da Rwandas præsident holdt sin velkomsttale. Han roste Qatars VM og kaldte kritikerne for en flok hyklere, der burde skamme sig. Skidt med døde migrantarbejdere.
Politik skal holdes ude af sport, sagde politikeren, som altså selv havde en hånd med, da Infantino blev valgt som præsident for et idrætsforbund i 2016. Hvem sagde lige hykleri.
Da Infantino igen overtog scenen, var det for at rose sig selv for det arbejde, han har udført de sidste fire år. Det har resulteret i indtægter i fodboldforbundet på 7,4 milliarder dollar, svarende til 50 milliarder kroner. Det fik ham til at sige, at hvis han havde været direktør i en virksomhed, havde han siddet for evigt.
- Men nu er jeg her kun fire år ad gangen, sagde hans skælmsk.
Artiklen fortsætter under billedet...
Og så lovede han, at indtægterne de næste fire år vil stige til 11 milliarder dollar, svarende til 78 milliarder kroner.
Det kunne de delegerede godt lide at høre, for han tilføjede, at tilskuddene til de nationale fodboldforbund også vil blive øget.
Han vil også have flere større verdensomspændende turneringer. Samtidig med at han vil tage hensyn til spillernes helbred. Det hænger ikke rigtig sammen, men sådan er der så meget i FIFA-land.
Kvindernes VM er udvidet til 32 hold. Mændenes til 48, hvilket indebærer 104 kampe. Klub-VM bliver udvidet til 24 deltagere, og ungdoms-VM bliver også udvidet for alle aldersklasser. Desuden vil FIFA indføre en verdensserie for landshold.
Ingen protesterede, for mere fodbold er åbenbart ensbetydende med flere penge. Det ligner endnu et genvalg om fire år, medmindre politiet spænder ben.
Blodbold detonerer en vaskeægte FIFA-bombe: