20.000 nye medlemmer - så henter de stjerne

Fodboldnomaden Emmanuel Adebayor kan være på vej til Paraguay. Klubpræsident lover at hente ham, hvis hans klub, Club Olimpia, får 20.000 nye medlemmer

Emmanuel Adebayors næste stop kan meget vel være Paraguay. Foto: Juan Medina / Ritzau Scanpix
Emmanuel Adebayors næste stop kan meget vel være Paraguay. Foto: Juan Medina / Ritzau Scanpix

Marco Trovato er kommet med noget af et løfte.

Får fodboldklubben Club Olimpia 20.000 nye medlemmer i løbet af weekenden, henter han Emmanuel Adebayor til Paraguay!

Trovato er præsident i Club Olimpia og har de seneste uger forhandlet med 35-årige Adebayor, som blandt andet har været på kontrakt i storklubber som Arsenal og Real Madrid.

Adebayor var senest i tyrkiske Kayserispor, men står nu uden kontrakt, og det har fået Club Olimpia på banen.

- Hvis vi vågner op mandag med 20.000 flere medlemmer, bliver Emmanuel Adebayor spiller hos Club Olimpia. Så præsenteres han onsdag, lyder budskabet fra klubpræsident Marco Trovato.

Club Olimpia er den store klub i Paraguay og har et hav af mesterskaber.

De har også vundet det sydamerikanske svar på Champions League, Copa Libertadores, flere gange og har store ambitioner om igen at gøre sig gældende blandt Sydamerikas bedste klubber i dette års udgave.

Emmanuel Adebayor har været godt rundt. Han var blandt andet holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix
Emmanuel Adebayor har været godt rundt. Han var blandt andet holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Togoleseren Emmanuel Adebayor blev i 2008 kåret til den bedste spiller i Afrika, og han har igennem årene scoret masser af mål i Premier League.

Han nåede også en tid som lejesvend i Real Madrid og har i en snart tyve år lang karriere spillet i ti forskellige klubber.

Club Olimpia kan blive nummer 11, hvis altså nok melder sig ind i klubben.

Fredag skulle flere end 500 personer have stået i køen uden for klubbens hovedkvarter i den paraguyanske hovedstad, så måske præsidentens ambitiøse plan kan gå i opfyldelse.

I Paraguay kan Emmanuel Adebayor blive genforenet med Roque Santa Cruz, som han var holdkammerat med i Manchester City.

Se også: Sviner Barcelona til: - En klub af klovne

Se også: Offensiv Brøndby-udmelding: Han skal til EM, Åge

Se også: Voldsom anklage: Avis deltog i angreb på United-boss

1 kommentar
Vis kommentarer