Afslører nye detaljer i Maradona-konflikt

Maradonas familie modtog de sidste fem år 30 millioner kroner til at dække regninger for alt fra privatfly til frisører og telefon

Der findes national-helte mange steder, men i Argentina er Diego Maradonas status endnu højere. Hans mange tilhængere gik i marts på gade for at afkræve svar om omstændighederne vedrørende den for tidlige død. Foto: Natacha Pisarenko/Ritzau Scanpix
Der findes national-helte mange steder, men i Argentina er Diego Maradonas status endnu højere. Hans mange tilhængere gik i marts på gade for at afkræve svar om omstændighederne vedrørende den for tidlige død. Foto: Natacha Pisarenko/Ritzau Scanpix

En konflikt blandt Diego Maradonas arvinger og deres advokater advokater buldrer på livet løs, som ekskoner, ekskærester, børnene (også dem på gule plader) og resten af familien kæmper om fodboldlegendens formue og retten til at tjene penge på ekvilibristens navn.  

Alt imens omstændighederne omkring El Diegos død stadig efterforskes.

Mens han levede, var Argentinas nummer 10 en meget gavmild mand, som holdt hånden under sin store familie og entourage.

Det afslører Diego Maradonas kontroversielle advokat Matias Morla, skriver Corriere Della Sera.

Morla er sammen med lægen Leopoldo Luque selv blandt syv anklagede i forbindelse med legendens død 25. november sidste år.

Fra 2014 holdt Morla nøje regnskab med økonomien.

I den periode forærede Maradona 4,699 millioner dollar - små 30 millioner kroner - til sine mange nærmeste.

Pengene gik til alle slags behov: Ferier, privatfly, hospitalsbesøg, tandlæger, mad, telefonregninger og sågar frisører og besøg på andre skønhedsklinikker.

De fem anerkendte børn, Dalma, Giannina, Diego Jr., Jana og Diego Fernando, var de primære modtagere.

Men også ekskonen Claudia Villafane, ekskæresterne Veronica Ojeda og Rocio Oliva samt Maradonas syv søskende nød godt af hans gavmildhed.

Sågar faldt der en lille million kroner af til en lejlighed til ekskæresten Rocios mor.

Døtrene Dalma og Giannina Maradona demonstrer i Argentina sammen med deres mor Claudia Villafane. De hævder urent trav i forbindelse med legendens død. Foto: Agustin Marcarian/Ritzau Scanpix
Døtrene Dalma og Giannina Maradona demonstrer i Argentina sammen med deres mor Claudia Villafane. De hævder urent trav i forbindelse med legendens død. Foto: Agustin Marcarian/Ritzau Scanpix

Regnskabet begynder først i 2014, så der er grund til at tro, at donationerne tidligere var langt større.

Argentinsk presse taler om fast ejendom for langt over 100 millioner kroner.

Eksempelvis hævder ekskonen Claudia Villafane ejerskab af seks ejendomme i USA, som blev købt 2000-2003, mens hun var gift med Maradona. Ifølge fodboldspillerens advokat tilhører de boet.

 

Advokaten Matias Morla er en kontroversiel skikkelse, som først blev en del af legendens liv fra 2008. Han udnyttede dygtigt Diego Maradonas brand, og arbejdet blev kvitteret med argentinerens tillid.

Familien blev holdt væk og skulle gå gennem Morla for at tale med Maradona, hvilket de hadede ham for.

Døtrene Dalma og Gianinna var for nyligt del af en demonstration Buenos Aires, som krævede retfærdighed, retssag og straf til de ansvarlige for Maradonas tidlige død.

10'erens sidste dage var præget af sandsynlig bevidst lægesjusk og konspiration fra livlæge og advokat - Ekstra Bladets mand i Buenos Aires fortæller hele historien.