Anklager VM-helt: - Han rørte ved mig hver dag

Den spanske VM-topscorer David Villa er beskyldt for seksuel chikane mod en ansat i den amerikanske klub, han tørnede ud for i en årrække

David Villa havde en stor andel i Spaniens triumf ved VM i Sydafrika. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix
David Villa havde en stor andel i Spaniens triumf ved VM i Sydafrika. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix

David Villa var i den grad i mediernes spotlys ved VM i Sydafrika i 2010.

Som spydspids for det spanske landshold, der skulle blive verdensmestre ved slutrunden, blev Villa delt topscorer i turneringen og dermed en helt afgørende brik for Vicente Del Bosques mandskab.

10 år senere er den nu 38-årige Villa kommet godt og grundigt i spotlyset nok en gang, men denne gang for anklager om seksuel chikane mod en ansat i New York City FC-holdet, som spanieren spillede for med stor succes i årrækken 2014-2018, beretter adskillige amerikanske medier, herunder ESPN.

'Krænkelserne, som jeg gennemgik hos NYCFC, var så slemme, så professionel sport nu skræmmer mig. Tanken om at blive i det atletiske felt skræmmer mig, skriver den unavngivne kvinde, der var ansat i klubben, mens Villa spillede der, på Twitter under navnet 'Skyler B'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her er David Villa i front for Spaniens landshold med sin højre hånd på VM-trofæet. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix
Her er David Villa i front for Spaniens landshold med sin højre hånd på VM-trofæet. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix

Undersøger sagen
I en pressemeddelelse skriver klubben, at den nu vil undersøge sagen.

'New York City FC har læst om anklagerne fra en tidligere praktikant via sociale medier. Vi tager sager som disse ekstremt alvorligt og tolererer ikke chikane af nogen slags i nogen områder af vores organisation. Vi startede øjeblikkeligt en efterforskning af sagen,' skriver klubben i pressemeddelelsen.

Den ukendte kvinde skriver på Twitter, at hele affæren har fået hende til at opgive hendes drømme.

'Jeg skifter hele min karriere, for det lort, de gjorde ved mig, ødelagde mine drømme,' skriver hun.

Hun anklager desuden David Villa for at have 'rørt hende hver dag'.

Selv har Villa taget stærk afstand fra anklagerne mod ham.

'Jeg modsiger mig kraftigt de beskyldninger, der er skrevet om mig på Twitter. De er komplet forkerte, og jeg benægter dem,' siger den tidligere fodboldspiller via sin agent til ESPN.

Han har videre sagt, at han vil samarbejde fuldt ud med klubben for at opklare sagen.

David Villa indstillede sin spillende karriere i 2019 efter en sportslig forrygende karriere.

Udover VM-triumfen med Spanien i 2010 blev det også til EM-guld i både 2008, hvor han også blev delt turneringstopscorer, ligesom han kunne løfte Champions League-trofæet med FC Barcelona i 2011.

I MLS blev han desuden kåret til ligaens mest værdifulde spiller i 2016-sæsonen.

I dag er han ved at starte holdet Queensboro City FC op i USL-rækken.

Se også: Dansker ny landstræner for VM-nation

Se også: Bombarderet af beskeder: - Helt sygt

Se også: Liverpool-fans går jubel-amok