Laudrup: Det er uacceptabelt
FODBOLD: - Jeg er spændt på at høre, hvad spillerne har af forklaring, siger en tydelig skuffet Michael Laudrup
En sikker dansk føring blev i anden halvleg slettet af tre russiske scoringer på fire minutter. Det gjorde ondt på cheftræneren:
- Det er uacceptabelt for en klub på det her niveau. Jeg er selv spændt på at høre, hvad spillerne har af forklaring, siger Laudrup og forsætter:
- Vi kan ikke have sådan et bundniveau, som vi så i dag. Det dur ikke. Hvis vi vil noget som helst i Brøndby, så må den her slags ikke ske. Vi oplevede det også mod Ajax, hvor vi også var foran, og vi har vel ikke rigtigt vist niveauet på udebane i Europa i den her sæson, siger Laudrup til Ritzaus udsendte medarbejder.