FCK fik uafgjort mod Lillestrøm

FODBOLD: FC København hentede uafgjort 0-0 ude mod Lillestrøm i en regnfuld affære, der betyder, at alle hold har et enkelt point i gruppen

FCK's Michael Silberbauer kæmper her for bolden i Royal League-kampen mod Lillestrøm. (Foto: Polfoto)
FCK's Michael Silberbauer kæmper her for bolden i Royal League-kampen mod Lillestrøm. (Foto: Polfoto)
Det var ikke noget skidt resultat, men uafgjort 0-0 bliver næppe heller fejret i flere dage i FC København, der torsdag aften gæstede Lillestrøm i de to klubbers første opgør i denne sæsons Royal League.

Med det uafgjorte resultat har alle hold i Gruppe 2 hentede et enkelt point, da Kalmar og Brøndby for nylig spillede uafgjort 1-1, og alt er dermed åbent i gruppen.

FCK var uden anfører Tobias Linderoth, der var blevet hjemme i København med influenza, hvilket også var tilfældet for Dan Thomassen. I Linderoths fravær var Michael Gravgaard i stedet anfører. Lillestrøm lagde pres på FCK i begyndelsen af kampen, men i anden halvleg havde FCK pænt styr på begivenhederne uden dog at kunne score.