Torsdagens rygter: Superligaklub lurer på islænding

Chelsea sættes i forbindelse med en række interessante navne, mens Fernando Torres rygtes til PSG. Randers er interesseret i islænding

Skulason optræder også på det islandske landshold (Foto: AP)
Skulason optræder også på det islandske landshold (Foto: AP)

Chelsea er de seneste par dage blevet sat i forbindelse med en række spillere, først og fremmest angriberen Willian fra Shakhtar Donetsk, som ifølge Evening Standard nærmest er blevet sat til salg af den ukrainske klub med enten Chelsea eller Tottenham som de tippede aftagere.

Chelsea blev i sidste uge sat i forbindelse med en anden brasiliansk angriber, Taison fra Matelist Kharkiv, som derefter skiftede til netop Shakhtar¨for 14 millioner pund. Willian er kommet i unåde i den ukrainske storklub, efter at han kom for sent tilbage fra en ferie i Brasilien, og nu rejser Shakhtar så angiveligt et prisskilt på 20 millioner pund (180 mio kroner).

Ligeledes ifølge Evening Standard er Chelsea brændt varm på det spanske midtbanetalent Isco fra Malaga. Både Chelsea og Real Madrid skal i januar have fået afslag på enslydende bud på 13 millioner pund (110 mio kroner), men Chelsea skal ifølge avisen have fået førsteret til det 20-årige stortalent i forbindelse med, at klubben har lejet et af deres egne største talenter, Lucas Piazon, til Malaga.

Udover spillere ind, skal Chelsea ifølge rygterne også have spillere ud. Det fransk magasin Le 10 beretter, at Paris Saint-Germain er interesserede i Fernando Torres, der aldrig er blevet nogen decideret målkonge for Chelsea. Nyrige PSG sættes dog i forbindelse med mange angribere. Listen indeholder navne som Ronaldo, Falcao, Balotelli og Villa som angrebsmakker til Zlatan Ibrahimovic.

Chelsea står tilsyneladende også forrest i køen til 17-årige Luke Shaw fra Southampton. Arsenal-manager Arsene Wenger er ellers angiveligt meget interesseret i at hente den unge venstre back, men efter at Shaw har bekræftet på Twitter, at han er Chelsea-fan, er det ifølge Daily Mail mest sandsynligt, at det er der, han ender.

Daily Mail beretter endvidere, at Manchester United i weekenden for tredje gang sendte scouts til Benfica for at kigge på backen Ezequiel Garay. Den 26-årige argentinske landsholdsspiller står ifølge avisen i omkring 15 millioner pund (135 mio kroner), men hans tidligere klub Real Madrid, der ikke kunne bruge Garay, skal have halvdelen af transferbeløbet.

Manchester United sættes ydermere i forbindelse med yderligere en keeper, efter at det i sidste uge kom frem, at man følger Atletico Madrids andenholdsmålmand David Gil nøje. Denne gang er det Galatasarays 26-årige målmand Fernando Muslera, der ifølge The Metro sættes i forbindelse med den engelske klub. Den uruguayanske landsholdskeeper udtaler selv til avisen, at det ville være en drøm at skifte til United.

Newcastle-keeper Tim Krul er også kommet i søgelyset, men det er hos AC Milan, som ifølge flere engelske medier har afgivet et bud på 10 millioner pund for den 24-årige hollænder.

Se også:

Se også: Daniel håber på FCK

Randers FC er på jagt efter en midtbanespiller som erstatning for Tidiane Sane, som forlod kronjyderne ved kontraktudløb. Oprykkerne har derfor fattet interesse for den islandske midtbanespiller Ari Skulason, som i efteråret rykkede ned fra den bedste svenske række sammen med sin klub GIF Sundsvall.

Overfor Randers Amts Avis afviser Randers' chefscout Peter Christiansen at kommentere på rygtet, men Skulasons agent har tidligere fortalt om kronjydernes interesse overfor bold.dk.

1 af 2 Fernando Torres sættes i forbindelse med PSG, hvor han ville blive angrebsmakker med Zlatan Ibrahimovic. (Foto: AP)
2 af 2 Skulason optræder også på det islandske landshold (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer