Cruyff på spil i Mexico: Træner siger op

Chivas træner siger op samtidig med, at Johan Cruyff varsler en masse ændringer i Mexicos mest populære klub

Foto: AP
Foto: AP

Johan Cruyff, der har indflydelse i mange fodboldklubber, er nu på spil i Mexico, hvor han er ansat som rådgiver for landets mest succesfulde klub, Chivas, med 11 mesterskaber.

Chivas træner, Ignacio Ambriz, valgte onsdag at kvitte som træner på et tidspunkt, hvor Cruyffs aftryk på klubben bliver større og større.

Efter en række dårligere resultater er Chivas i overhængende fare for at gå glip af slutspillet i den mexicanske liga, hvor der kun resterer to spillerunder.

Derfor varsler Cruyff, der kom til i februar, nu store ændringer i Chivas, hvor den hollandske fodboldlegende vil forbedre spillernes færdigheder og ændre deres vaner til det bedre.

Der bliver samtidig udformet krav om, at spillerne skal opføre sig professionelt både på og udenfor banen.

Alle klubbens nuværende spillere vil i den kommende tid blive evalueret for at afgøre, om de fortjener at spille for den populære klub, der også er parat til at købe Mexicos spillere.

Johan Cruyff, der skal finde klubbens nye træner, starter også et uddannelsesprogram i Chivas, så klubben kan blive bedre til at spille hollænderens foretrukne 4-3-3-system.

Cruyff har mange jern i ilden inden for fodboldens verden. Hollænderen, der også er landstræner for Cataloniens landshold, gjorde tidligere på året sin indflydelse gældende som bestyrelsesmedlem i Ajax, da han forpurrede ansættelse af Luis van Gaal som direktør.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere