Så galt er det gået Laudrup som træner

Michael Laudrup har sagt op i Real Mallorca. Det ikke første gang, han forlader et trænerjob på en skidt måde

Michael Laudrup har været i modvind i samtlige sine klubber som træner. (Foto: AP)
Michael Laudrup har været i modvind i samtlige sine klubber som træner. (Foto: AP)

Det danske fodboldikon Michael Laudrup valgte tirsdag at sige sit job som træner i Real Mallorca op.

Det er ikke første gang, at danskeren slutter et trænerjob på en ærgerlig måde.

Her følger en oversigt over Laudrups exit i de klubber, han har været træner i:

Brøndby 2002-2006: Michael Laudrup forlænger ikke kontrakten i Brøndby på grund af uenighed om længden på en eventuel ny aftale. Det sker efter flere måneders offentlig og heftig diskussion om emnet mellem Laudrup og Brøndby-boss Per Bjerregaard.

Getafe 2007-2008: Michael Laudrup har egentlig en toårig kontrakt med Madrid-klubben, men samarbejdet slutter et år før tid på grund af uoverensstemmelser mellem danskeren og klubpræsidenten.

Spartak Moskva 2008-2009: Michael Laudrup fyres efter kun lidt over et halvt år i den russiske storklub på grund af dårlige resultater.

Real Mallorca 2010-2011: Michael Laudrup havde kontrakt med klubben frem til sommeren 2012, men en dårlig sæsonåbning og uoverensstemmelser mellem danskeren og sportsdirektøren truede Laudrups job i et stykke tid. Mandag valgte klubben at fyre Laudrups assistent, Erik Larsen, og tirsdag valgte Laudrup at sige sit job op.