Tyrkisk skandale: Mistanke om aftalt spil

Der er mistanke om aftalt spil i en række tyrkiske fodboldklubber, hvor flere er blevet anholdt.

Fenerbache er under mistanke for aftale spil (Arkivfoto: Carsten Ingemann)
Fenerbache er under mistanke for aftale spil (Arkivfoto: Carsten Ingemann)

En kæmpeskandale i tyrkisk fodbold er under opsejling. Politiet har under en razzia i søndags anholdt 58 trænere, spillere og klubledere på grund af mistanke om aftalt spil.

Blandt de anholdte er den tyrkiske mesterklub Fenerbahces bestyrelsesformand, Aziz Yildirim, samt to spillere fra Istanbul-klubben. Fenerbahce afviser dog alle anklager om snyd.

- Alle skal vide, at Fenerbahce aldrig har været og aldrig vil være involveret i nogen form for ulovlig aktivitet. Vi er stolte af vores rene og succesfulde fortid, skriver klubben på sin hjemmeside.

De seneste dages begivenheder har fået landets største politikere til at udtale sig om sagen.

- Jeg håber, at der ikke bliver alt for store konsekvenser, siger premierminister, Tayyip Erdogan, ifølge Reuters.

Næstformand Huseyin Celik i Erdogans regeringsparti, AK, frygter for det fremtidige idrætsliv i Tyrkiet.

- Hvis bare fem procent af anklagerne er rigtige, så kan det her blive tyrkisk idræts grav, vurderer Huseyin Celik.

Tyrkiske medier skriver, at Fenerbaches to kampe i den afsluttede sæson mod Eskisehirspor og Sivasspor er to af de kampe, anklagemyndigheden mistænker for match fixing.

Det europæiske fodboldforbund UEFA har endnu ikke kommenteret skandalesagen fra Tyrkiet, som, hvis der er hold i anklagerne, kan resultere i tvangsnedrykninger og udelukkelser fra de europæiske turneringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer