Dagens hotte transferrygter

Manchester City opgiver Alexis Sánchez, til gengæld er klubben pjattet med brasilianske Neymar

Hittet lige nu på transfermarkeds-rygtebørsen er Neymar.

Den brasilianske teenager har netop gjort Santos til Copa Libertadores-vinder, og nu skal han til Europa og spille bold. Fem klubber har interesse i at smide vanvittige 45 millioner euro - svarende til 375 millioner kroner - efter ham.

Det drejer sig om Chelsea, Manchester City, Real Madrid, FC Barcelona og outsideren i det spil, russiske Anzhi Makhachkala.

Real Madrid vil også gerne have fingrene i Michael Essien i Chelsea, men det er London-klubben vist ikke videre interesseret i.

Didier Drogba er stadig et varmt navn på Stamford Bridge, selvom han efterhånden er blevet 33 år. Han ventes snart at indlede forhandlinger om en forlængelse af kontrakten. Skulle lysten forsvinde, står både Galatasaray og Paris Saint-Germain klar i kulissen.

Chelseas nye cheftræner, André Villas-Boas, sikrer i øvrigt en gammel kendings tilbagekomst til Stamford Bridge. Roberto Di Matteo, der huserede på midtbanen i slutningen af 1990'erne, vender tilbage som assisterende træner.

I den hjemlige andedam er FC Københavns angribersituation til daglig diskussion. Dame N'Doye kan meget vel ende med at blive den dyreste spiller i Superligaen nogensinde, mens svenske Alexander Gerndt ligner en afløser. Gerndt spiller til daglig i Helsingborgs IF.

Aston Villa har mistet Ashley Young til Manchester United. Manager Alex McLeish har i stedet udset sig Sergio Canales fra Real Madrid. Skotten har også set sig lun på Shay Given. Den irske keeper koster i omegnen af 35 millioner kroner i Manchester City.

Ingen dags transferrygter uden Alexis Sánchez: Roberto Mancini, City-manager, afviser, at chileneren kommer til City of Manchester Stadium i denne omgang.

- Jeg har talt med Alexis, og han ville gerne komme til Manchester. Men efter det seneste bud (30 millioner pund) trækker vi os, siger italieneren til Sky Italia med henvisning til Udineses krav om hele 44 millioner pund.

Og så menes Tottenham og West Ham at slås om ghanesiske Samuel Inkoom. Han har lige nu kontrakt med ukrainske FC Dnipro Dnipropetrovsk.

Sergio Agüeros prisskilt menes at ligge på 275 millioner kroner. Og det er faktisk en nedgang fra 360 millioner kroner. Det skulle vel nok få nogen til at hoppe på. Den seneste måned har det været kendt, at Agüero selv har ønsket at komme væk, og 'the usual suspects', når det kommer til dyre spillere, Real Madrid, Chelsea og Manchester City, er interesserede.

Og så er der FC Barcelona og Fabregas. Det nye er, at catalanerne nu også forsøger at nappe Samir Nasri i Arsenal. Held og lykke med dét projekt...

Arsenal ventes at præsentere tre nye spillere 1. juli. Én af dem skulle være Lille-angriberen Gervinho fra Elfenbenskysten.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere