TV: Fans angriber eget hold

Den argentinske storklub River Plate er i akut nedrykningsfare - og det fik holdets fans til at gå amok under nedrykningskamp

River Plates Adalberto Roman overfaldes på banen i onsdagens nedrykningskamp. (Foto: AP)
River Plates Adalberto Roman overfaldes på banen i onsdagens nedrykningskamp. (Foto: AP)

De argentinske rekordmestre fra River Plate er i alvor krise og i akut fare for at rykke ud af den bedste række.

Klubben har vundet det argentinske mesterskab hele 33 gange, men i år er klubben røget ud i kvalifikationskampe om at blive i den bedste række - og holdet tabte sågar det første opgør onsdag nat på udebane mod Belgrano med 0-2. Det fik holdets fans til at gå amok.

Under kampen løb flere tilskuere på banen og angreb holdets egne spillere, så kampen måtte afbrydes i 20 minutter. Og torsdag måtte politiet i Buenos Aires sætte vandkanoner ind for at opløse en demonstration foran klubbens stadion. Otte politifolk kom til skade under balladen.

Plaget af vold
Demonstranterne forsøgte at bryde ind på stadion og krævede klubpræsident Juan Jose Lopez' og træner Daniel Passarellas afgang, og når returkampen spilles søndag på Monumental er der frygt for ny ballade, hvis det utænkelige skulle ske - at River Plate må en tur ned i den andenbedste række.

Argentinsk fodbold har længe været plaget af vold, og alene i år er 13 personer omkommet i forbindelse med fodboldkampe, skriver nyhedsbureauet AP.

River Plate er traditionsklubben over dem alle i Argentina, og klubbens status sammenlignes ofte med den, Real Madrid har i Spanien, eller Manchester United har i England.

Men klubben er plaget af stor gæld og har de seneste år solgt mange af de bedste spillere i et forsøg på at redde økonomien. Og det har kostet på den sportslige front.

1 af 2 River Plate-tilhængerne forcerede et hegn for at komme ind på banen. (Foto: AP)
2 af 2 River Plates Adalberto Roman overfaldes på banen i onsdagens nedrykningskamp. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere