Jannik Hansen: Vi har fordelen

Den 25-årige danske forward tror stadig på Stanley Cup-sejr til Vancouver Canucks på trods af nyt stort nederlag til Boston Bruins

Jannik Hansen i nærkamp fra nattens opgør (Foto: AP)
Jannik Hansen i nærkamp fra nattens opgør (Foto: AP)

Det drejer sig om at glemme og kigge frem for Jannik Hansen og Vancouver Canucks.

For et nyt stort nederlag - denne gang 5-2 - på udebane i Stanley Cup-finaleserien til Boston Bruins kan ikke bruges til noget, når der natten til torsdag bliver spillet den syvende og altafgørende finalekamp i Rogers Arena i Vancouver.

- Nu ligger vi det her bag os.

- Vi smider hele kampen væk i de første 10 minutter. Men vi kæmpede videre, for et eller to mål kunne ændre det hele. Men det er klart, at i de sidste 4-5 minutter var fokus på kamp 7, siger Jannik Hansen til ekstrabladet.dk.

Se også: Hansen og Vancouver må ud i syvende kamp

Den tidligere Rødovre-spiller er overbevist om, at hjemmebenan i den sidste kamp kommer til at få betydning - fuldstøndig som den har gjort det i de foregående seks kampe, der alle er endt med hjemmesejr.

- Vi har spillet 82 kampe i grundspillet for at få den sidste kamp på hjemmebane. Det betyder en hel del.

- Nu er det kun én kamp, der betyder noget, og den bliver spillet i vores hule. Det kunne ikke være bedre, siger en optimistisk Jannik Hansen.

Han føler ikke, at byrden på skuldrene er blevet tungere i Stanley Cup-finalen.

– Vi er altid under pres. Jeg spiller i en organisation, hvor det ikke er godt nok kun at nå slutspillet. Ikke godt nok at nå til anden runde eller Conference-finalen. Her tæller kun sejr.

– Men nu er det den sidste kamp på sæsonen. Det er specielt. Men det ved begge hold. Der er ikke plads til at begå fejl, siger Jannik Hansen, der spiller for at sende Stanley Cup-trofæet til Vancouver for første gang – og som det første canadiske hold i 18 år.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere