Gullit er færdig i Rusland

Terek Grosnij fyrede hollænderen Ruud Gullit som træner efter et 0-1-nederlag på udebane til Amkar Perm

Manglende resultater har nu kostet den hollandske legende Ruud Gullit jobbet i Grosnij. (Foto: AP)
Manglende resultater har nu kostet den hollandske legende Ruud Gullit jobbet i Grosnij. (Foto: AP)

Ruud Gullit var advaret. Hvis han som træner for fodboldklubben Terek Grosnij ikke skaffede en sejr ude over Amkar Perm i den russiske liga, så ville han blive fyret.

Terek Grosnij tabte 0-1 på et selvmål af Sergei Omelyanchuk i det 90. minut, og så var det slut for Ruud Gullit som styrmand.

Den tidligere AC Milan-spiller har ikke levet op til forventningerne i klubben, som geografisk er placeret i Tjetjenien.

I de foreløbig 13 kampe af denne sæson er det kun blevet til tre sejre, mens holdet har tabt syv kampe, og det blev for meget for den utålmodige ledelse.

Det er Tjetjeniens præsident Ramzan Kadyrov, som også er præsident for Terek Grosnij, der varslede fyresedlen til hollænderen i tilfælde af endnu et nederlag.

Ruud Gullit blev tidligere i år hentet til Terek Grosnij på en kontrakt af halvandet års varighed.

Klubben ligger fortsat nummer 14 i den russiske liga, blot en placering over nedrykningspladserne.

Gullit var tidligere blevet truet med exit, fordi han var lidt for glad for diskoteker og barer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere