Blatter hyrer Kissinger til Fifa-oprydning

USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger skal hjælpe Sepp Blatter med oprydning i skandaleramte Fifa.

De seneste ugers massive kritik af det internationale fodboldforbund (Fifa) har nu fået den netop genvalgte Fifa-præsident Sepp Blatter til at søge hjælp hos den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger.

- Ja, han har inviteret mig, men han har ikke været specifik ud over at sige, at han ønsker at samle en gruppe kloge mænd, som skal arbejde med nogle af de problemer, der er opstået, siger Henry Kissinger til BBC Radio.

Fifa har været under kraftige beskyldninger for korruption, og der har været flere sager om bestikkelse de seneste år.

Ud over at Henry Kissinger er et kendt navn som blandt andet nobelpristager og udenrigsminister under præsidenterne Richard Nixon og Gerald Ford, har den tyskfødte diplomat altid elsket fodbold.

- Jeg er en ivrig fodboldfan, og det har jeg været hele mit liv. Jeg ser så mange kampe, som jeg kan komme til, siger Kissinger.

Den 88-årige politiker har endnu ikke besluttet, om han vil tage imod tilbuddet fra schweizeren.

- Hvis jeg kan hjælpe sporten, vil jeg gerne deltage, men jeg må vide, hvem de øvrige deltagere er, og hvad mandatet er, før jeg beslutter mig endeligt, siger Henry Kissinger.

Sepp Blatter blev onsdag genvalgt som Fifa-præsident uden modkandidater. Schweizerens eneste modkandidat trak sig weekenden før valget efter beskyldninger om bestikkelse.

Henry Kissinger ville ikke kommentere Sepp Blatters genvalg.

- Det skal jeg ikke kommentere, for det kan være, at det bliver et af de spørgsmål, som vi skal arbejde med, siger politikeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere