FIFA-boss renses for grove anklager

Præsidenten for det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter, er nu sikker på genvalg

Sepp Blatter i selskab med Michel Platini. (Foto: AP)
Sepp Blatter i selskab med Michel Platini. (Foto: AP)

Den siddende præsident i det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, har kurs mod endnu en periode som præsident på fodboldens mest magtfulde post.

Det står klart søndag, efter Sepp Blatter er blevet renset for beskyldninger om bestikkelse, mens hans modkandidat til præsidentvalget, Mohamed Bin Hammam, er suspenderet.

Fifas etiske komité har renset den 75-årige schweizer, som dermed kan stille op til præsidentvalget på onsdag fri af mistanke - og uden modkandidater.

Sepp Blatters modkandidat til præsidentvalget, Mohamed Bin Hammam, trak således sit kandidatur tilbage søndag morgen, og senere slog FIFA's etiske komité fast, at den 62-årige qatarer er midlertidigt suspenderet.

Samme skæbne har ramt FIFA's vicepræsident Jack Warner, der har været involveret i samme sag som Mohamed Bin Hammam.

- Komitéen konkluderer, at de omtalte Fifa-medlemmer er midlertidigt ekskluderet fra at deltage aktivt i aktiviteter, siger formanden for FIFA's etiske komité, Petrus Damaseb, til Reuters.

Fifas etiske komité understreger, at Jack Warner og Mohamed Bin Hammam betragtes som uskyldige, indtil andet er bevist.

Fifa afholder præsidentvalget på onsdag den 1. juni.

0 kommentarer
Vis kommentarer